Vores byggede kulturarv i byerne og i landskabet – i form af bevaringsværdige huse og kulturmiljøer - rummer en lang række værdier og potentialer; historisk og identitetsmæssigt, men også økonomisk og i forhold til at bidrage til en bæredygtig fremtid i vores byudvikling. Det har flere både danske og udenlandske undersøgelser i de senere år slået fast, og det er et tema, som naturligvis også optager kommuner og museer i planlægningen og arbejdet med at sikre kulturarven for eftertiden gennem kulturmiljøudpegninger og bygningsvurderinger. Men der er ofte stadig et stykke vej til at slippe kulturarvens potentialer løs og indfri dens værdier.


HVILKEN KULTURARV?
Både kommuner og museer har i de sidste 10 år for alvor taget fat på at revurdere og beskrive de kulturmiljøer, som man havde udpeget i kommunerne siden slutningen af 1980’erne, da beskyttelsen af kulturmiljøer blev en del af lovgivningen. Udgangspunktet for langt de fleste kulturmiljøvurderinger på det tidspunkt var et erkendt behov for at sikre særligt den faste kulturarv i landområderne og landsbyerne, som på det tidspunkt var under betydeligt pres. Der var derfor stor fokus på at udpege og i et vist omfang beskrive landsbyernes gårde, markstrukturer, godserne og i et beskedent omfang også traditionelle strukturer i byerne. Kommunernes udpegninger af kulturmiljøer blev i vid udstrækning lavet af eksterne arkitekter og bygningshistorikere og i et vist omfang i samarbejde med de lokale museer. Siden skete der en gradvis opblødning i den meget traditionelle historieopfattelse af den bevaringsværdige bygningsarv, og der kom flere nyere kulturmiljøer til. Udpegningerne var dog stadig begrænsede og forholdt sig primært til det enkelte, meget afgrænsede kulturmiljø eller bygning og havde stor fokus på kommunens egen meget lokale historie og identitet fra perioden før ca. 1930.

Disse tværgående kulturmiljøudpegninger er dog kun i begrænset omfang blevet inddraget i de aktuelle nye gennemgange af kulturmiljøerne, som i disse år finder sted i mange kommuner. Der er til disse revisioner blevet lanceret op til flere nye metoder; eksempelvis SAK-metoden og KulturmiljøMetoden, der skal supplere de oprindelige udpegninger og SAVE-vurderinger, og som skal give kommunerne større fokus på stedernes fortællinger og værdier. Det er vigtige værktøjer og helt centrale fornyelser af arbejdet, men de er ikke tilstrækkelige.

Udfordringen ved metoderne er nemlig fortsat de samme; at de som regel tager udgangspunkt i en meget snæver betragtning foretaget ved en professionel ekstern skrivebordsundersøgelse af, hvad der er bevaringsværdigt. De formår derfor ofte ikke at se på tværs af komplekse strukturer, der afspejler byens, kommunens eller regionens karakteristiske historier. Hvert af de traditionelle kulturmiljøer bliver stadig vurderet hver for sig og ikke set i en bredere sammenhæng, der måske når ud over kommunegrænsen. Jeg har selv i mit kulturmiljøarbejde gode erfaringer med at vende tilgangen på hovedet og tage udgangspunkt i, hvad der er det pågældende områdes centrale historier og fortællinger, for derefter – i tæt samarbejde med kommunale forvaltninger, museer og borgere – at pege på de kulturmiljøer, der bedst understøtter de historier.

For historierne og de fortællinger, som stederne repræsenterer for både lokale og for udefrakommende, er det bærende, når steder skal bevares og aktiveres for eftertiden. De færreste bygninger eller kulturmiljøer bærer værdierne i sig selv. Men vurderingen er i sidste ende helt subjektiv og afhænger af, hvem der vurderer, og hvad der vurderes.


DEN HERRELØSE KULTURARV
Én af de væsentligste udfordringer ved arbejdet med bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer er på mange måder, at kulturarven er herreløs og ofte falder mellem stolene. Det gælder både i udpegningen af historierne og i forvaltningen og udviklingen af kulturarven.

I langt de fleste tilfælde er den bærende historie allerede forsvundet, når et kulturmiljø bliver udpeget af et museum eller af en kommunal forvaltning: Møllen, Brugsen eller gården er ikke længere i funktion, landsbyens oprindelige liv og erhvervsstruktur er forlængst erstattet af et moderne liv, kasernen eller stationen er lukket, og lystbådene er de eneste skibe tilbage i havnen. Med udpegningerne som kulturmiljøer går vi derfor ofte ind og forsøger at sikre eller bevare udtryk for et liv, som ikke længere er, selvom fortællingen omkring det liv måske står stærkt hos nogle. Det betyder dog samtidig, at der ikke længere er et naturligt ejerskab til stedet og dets fortælling, fordi nye ejere har taget over og skal udvikle stederne til nye formål uden nødvendigvis at have en forståelse for – eller bare en indsigt i - stedets værdier.

Lovgivningen og myndighedernes forvaltningspraksis hjælper ikke naturligt kulturarvsarbejdet på vej. Ganske vist skal kommunerne i henhold til Planloven sikre kulturhistoriske interesser som led i planlægningen, men det er som udgangspunkt ikke kommunernes ansvar, at der rent faktisk sker en bevaring af de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer. Og selvom langt de fleste kommuner har en meget høj bevidsthed omring deres lokale kulturværdier, er det ofte vanskeligt for kommunerne at operationalisere udpegningerne på en måde, så både udvikling og bevaring tilgodeses. Her er der for alvor behov for nye tilgange for at hjælpe kommunerne bedst muligt på vej, hvis kulturarvens potentialer og værdier for alvor skal slippes løs.

Med mindre der rejses en egentlig fredningssag for en bygning eller et kulturmiljø, har staten heller ingen direkte andel i sikringen af den byggede kulturarv. Slots- og Kulturstyrelsen har udarbejdet en række glimrende vejledninger til både kommuner og lodsejere omkring udpegninger, håndtering og bevaring, men materialerne er netop kun vejledende og kan være vanskelige at operationalisere lokalt. Det samme gør sig gældende for de nationale udpegninger af kulturmiljøer, som styrelsen har forestået eller bidraget til, og som kun alt for sjældent finder vej ind i kommunernes planarbejde. Det er således karakteristisk, at ud af de 25 militære anlæg fra den Kolde Krig, som vi i sin tid pegede på som bevaringsværdige set i et nationalt og internationalt perspektiv, er to anlæg i dag bygningsfredede, og ingen af de 23 andre er blevet indarbejdet i kommunernes kulturmiljøudpeg-ninger eller er omfattet af nogen form for beskyttelse gennem planlægningen. Kommunerne står her også ofte i en vanskelig situation, når en bygning eller et kulturmiljø primært er bevaringsværdig – ikke i et lokalt – men set i et nationalt eller sågar i et internationalt perspektiv. Så den manglende planlægning skyldes ikke modvilje fra nogens side; det er blot resultatet af for rigide strukturer og for dårlig kommunikation mellem myndigheder.

Det er heller ikke museernes ansvar at sikre den byggede kulturarv. Museerne skal i henhold til museumsloven bidrage til kommunernes planarbejde på området, men de har ikke mulighed for – eller kan prioritere midler til – at gå dybere ind i planlægnings- eller bevaringsarbejdet. Mange museer har dog taget opgaven på sig og har et tæt og godt samarbejde med kommunerne i udpegningen, vurderingen og beskrivelsen af kulturmiljøerne. Men så stopper den som regel også der, fordi de færreste museer ser en opgave i at formidle kulturarven udenfor egen matrikel eller for at gå i dialog med borgerne om den.

I sidste ende er det som oftest op til den enkelte lodsejer at sikre den bevaringsværdige kulturarv. Erfaringen viser, at langt de fleste lodsejere gerne vil påtage sig det ansvar og ser en værdi i at ejendommen har en historie og føler en stolthed over de fortællinger, som ejendommen repræsenterer. Det er desværre også bare alt for sjældent, at lodsejerne overhovedet er klar over, hvilke historiske eller arkitektoniske værdier, deres ejendomme repræsenterer. Der er nemlig stort set ingen kommunikation af kommunernes kulturmiljøudpegninger og vurderinger af bygningers bevaringsværdier til borgerne. En ejer bliver ikke nødvendigvis underrettet om, at hans ejendom er vurderet bevaringsværdig eller er omfattet af et bevaringsværdigt kulturmiljø, eller hvilke kriterier der er lagt til grund for denne vurdering. Der står intet om kulturarv i BBR-registeret eller på OIS, og Slots- og Kulturstyrelsens centrale registrering af fredede og bevaringsværdige bygninger er ukendt for de fleste og har et meget varierende informationsniveau. Derfor møder mange ejere først denne viden, når de indsender anmodninger om renoveringer, ombygning eller nedrivning af deres ejendomme, og så er kulturarven pludselig ikke længere end værdi, men en klods om benet. Dermed er det også svært for den enkelte ejer dels at gøre det rigtige for at bevare kulturarven og dels at fremme dens værdi.

Kulturarven er herreløs, og vejen til at indfri dens potentialer for fremtiden og med respekt for fortiden handler derfor meget om at etablere ejerskab mellem aktørerne.