• Thomas Tram Pedersen

Slip kulturarvens potentialer løs!


Kulturmiljø: Skolebygningerne fra århundredeskiftet på Lembckesvej i Haderslev er udpeget som del af et samlet kulturmiljø.


Vores byggede kulturarv i byerne og i landskabet – i form af bevaringsværdige huse og kulturmiljøer - rummer en lang række værdier og potentialer; historisk og identitetsmæssigt, men også økonomisk og i forhold til at bidrage til en bæredygtig fremtid i vores byudvikling. Det har flere både danske og udenlandske undersøgelser i de senere år slået fast, og det er et tema, som naturligvis også optager kommuner og museer i planlægningen og arbejdet med at sikre kulturarven for eftertiden gennem kulturmiljøudpegninger og bygningsvurderinger. Men der er ofte stadig et stykke vej til at slippe kulturarvens potentialer løs og indfri dens værdier.


Kulturarvens værdier og fortællekraft er netop nogle af de temaer, som Sune Porse Carlsen og Grethe Pontoppidan har taget op i deres glimrende og vigtige indlæg. I forlængelse af disse indlæg vil jeg her pege på nogle af de udfordringer, som jeg med min baggrund i museumsverdenen og i mit arbejde som byudviklings-konsulent i PlanScape, ser i forhold til at udpege og operationalisere vores bevaringsværdige kulturarv og gøre den til et aktiv for nuværende og kommende generationer med respekt for fortiden.


Hvilken kulturarv!?

Både kommuner og museer har i de sidste 10 år for alvor taget fat på at revurdere og beskrive de kulturmiljøer, som man havde udpeget i kommunerne siden slutningen af 1980’erne, da beskyttelsen af kulturmiljøer blev en del af lovgivningen. Udgangspunktet for langt de fleste kulturmiljøvurderinger på det tidspunkt var et erkendt behov for at sikre særligt den faste kulturarv i landområderne og landsbyerne, som på det tidspunkt var under betydeligt pres. Der var derfor stor fokus på at udpege og i et vist omfang beskrive landsbyernes gårde, markstrukturer, godserne og i et beskedent omfang også traditionelle strukturer i byerne. Kommunernes udpegninger af kulturmiljøer blev i vid udstrækning lavet af eksterne arkitekter og bygningshistorikere og i et vist omfang i samarbejde med de lokale museer. Siden skete der en gradvis opblødning i den meget traditionelle historieopfattelse af den bevaringsværdige bygningsarv, og der kom flere nyere kulturmiljøer til. Udpegningerne var dog stadig begrænsede og forholdt sig primært til det enkelte, meget afgrænsede kulturmiljø eller bygning og havde stor fokus på kommunens egen meget lokale historie og identitet fra perioden før ca. 1930. 



Kulturmiljø? Valmuevej i Haderslev består af 14 ens, små énfamiliehuse, som udgør et lille og velbevaret kvartér i sig selv. Husene blev tegnet af Arkitekternes Typehuskontor og blev opført i 1961 som tjenesteboliger til Civilforsvars-kasernen umiddelbart ved siden af. De er dermed en tidstypisk og vigtig del af det samlede kasernemiljø og af den historie om den Kolde Krig og om Haderslevs rolle som garnisonsby, som de tilsammen repræsenterer. Ingen af delene er dog udpeget som kulturmiljøer. Men er det et bevaringsværdigt kulturmiljø med en særlig værdi. Og i givet fald for hvem?

Disse tværgående kulturmiljøudpegninger er dog kun i begrænset omfang blevet inddraget i de aktuelle nye gennemgange af kulturmiljøerne, som i disse år finder sted i mange kommuner. Der er til disse revisioner blevet lanceret op til flere nye metoder; eksempelvis SAK-metoden og KulturmiljøMetoden, der skal supplere de oprindelige udpegninger og SAVE-vurderinger, og som skal give kommunerne større fokus på stedernes fortællinger og værdier. Det er vigtige værktøjer og helt centrale fornyelser af arbejdet, men de er ikke tilstrækkelige. 


Udfordringen ved metoderne er nemlig fortsat de samme; at de som regel tager udgangspunkt i en meget snæver betragtning foretaget ved en professionel ekstern skrivebordsundersøgelse af, hvad der er bevaringsværdigt. De formår derfor ofte ikke at se på tværs af komplekse strukturer, der afspejler byens, kommunens eller regionens karakteristiske historier. Hvert af de traditionelle kulturmiljøer bliver stadig vurderet hver for sig og ikke set i en bredere sammenhæng, der måske når ud over kommunegrænsen. Jeg har selv i mit kulturmiljøarbejde gode erfaringer med at vende tilgangen på hovedet og tage udgangspunkt i, hvad der er det pågældende områdes centrale historier og fortællinger, for derefter – i tæt samarbejde med kommunale forvaltninger, museer og borgere – at pege på de kulturmiljøer, der bedst understøtter de historier.


For historierne og de fortællinger, som stederne repræsenterer for både lokale og for udefrakommende, er det bærende, når steder skal bevares og aktiveres for eftertiden. De færreste bygninger eller kulturmiljøer bærer værdierne i sig selv. Men vurderingen er i sidste ende helt subjektiv og afhænger af, hvem der vurderer, og hvad der vurderes.

Den herreløse kulturarv

Én af de væsentligste udfordringer ved arbejdet med bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer er på mange måder, at kulturarven er herreløs og ofte falder mellem stolene. Det gælder både i udpegningen af historierne og i forvaltningen og udviklingen af kulturarven.


I langt de fleste tilfælde er den bærende historie allerede forsvundet, når et kulturmiljø bliver udpeget af et museum eller af en kommunal forvaltning: Møllen, Brugsen eller gården er ikke længere i funktion, landsbyens oprindelige liv og erhvervsstruktur er forlængst erstattet af et moderne liv, kasernen eller stationen er lukket, og lystbådene er de eneste skibe tilbage i havnen. Med udpegningerne som kulturmiljøer går vi derfor ofte ind og forsøger at sikre eller bevare udtryk for et liv, som ikke længere er, selvom fortællingen omkring det liv måske står stærkt hos nogle. Det betyder dog samtidig, at der ikke længere er et naturligt ejerskab til stedet og dets fortælling, fordi nye ejere har taget over og skal udvikle stederne til nye formål uden nødvendigvis at have en forståelse for – eller bare en indsigt i - stedets værdier.


Lovgivningen og myndighedernes forvaltningspraksis hjælper ikke naturligt kulturarvsarbejdet på vej. Ganske vist skal kommunerne i henhold til Planloven sikre kulturhistoriske interesser som led i planlægningen, men det er som udgangspunkt ikke kommunernes ansvar, at der rent faktisk sker en bevaring af de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer. Og selvom langt de fleste kommuner har en meget høj bevidsthed omring deres lokale kulturværdier, er det ofte vanskeligt for kommunerne at operationalisere udpegningerne på en måde, så både udvikling og bevaring tilgodeses. Her er der for alvor behov for nye tilgange for at hjælpe kommunerne bedst muligt på vej, hvis kulturarvens potentialer og værdier for alvor skal slippes løs.


Med mindre der rejses en egentlig fredningssag for en bygning eller et kulturmiljø, har staten heller ingen direkte andel i sikringen af den byggede kulturarv. Slots- og Kulturstyrelsen har udarbejdet en række glimrende vejledninger til både kommuner og lodsejere omkring udpegninger, håndtering og bevaring, men materialerne er netop kun vejledende og kan være vanskelige at operationalisere lokalt. Det samme gør sig gældende for de nationale udpegninger af kulturmiljøer, som styrelsen har forestået eller bidraget til, og som kun alt for sjældent finder vej ind i kommunernes planarbejde. Det er således karakteristisk, at ud af de 25 militære anlæg fra den Kolde Krig, som vi i sin tid pegede på som bevaringsværdige set i et nationalt og internationalt perspektiv, er to anlæg i dag bygningsfredede, og ingen af de 23 andre er blevet indarbejdet i kommunernes kulturmiljøudpeg-ninger eller er omfattet af nogen form for beskyttelse gennem planlægningen. Kommunerne står her også ofte i en vanskelig situation, når en bygning eller et kulturmiljø primært er bevaringsværdig – ikke i et lokalt – men set i et nationalt eller sågar i et internationalt perspektiv. Så den manglende planlægning skyldes ikke modvilje fra nogens side; det er blot resultatet af for rigide strukturer og for dårlig kommunikation mellem myndigheder.


Det er heller ikke museernes ansvar at sikre den byggede kulturarv. Museerne skal i henhold til museumsloven bidrage til kommunernes planarbejde på området, men de har ikke mulighed for – eller kan prioritere midler til – at gå dybere ind i planlægnings- eller bevaringsarbejdet. Mange museer har dog taget opgaven på sig og har et tæt og godt samarbejde med kommunerne i udpegningen, vurderingen og beskrivelsen af kulturmiljøerne. Men så stopper den som regel også der, fordi de færreste museer ser en opgave i at formidle kulturarven udenfor egen matrikel eller for at gå i dialog med borgerne om den.


I sidste ende er det som oftest op til den enkelte lodsejer at sikre den bevaringsværdige kulturarv. Erfaringen viser, at langt de fleste lodsejere gerne vil påtage sig det ansvar og ser en værdi i at ejendommen har en historie og føler en stolthed over de fortællinger, som  ejendommen repræsenterer. Det er desværre også bare alt for sjældent, at lodsejerne overhovedet er klar over, hvilke historiske eller arkitektoniske værdier, deres ejendomme repræsenterer. Der er nemlig stort set ingen kommunikation af kommunernes kulturmiljøudpegninger og vurderinger af bygningers bevaringsværdier til borgerne. En ejer bliver ikke nødvendigvis underrettet om, at hans ejendom er vurderet bevaringsværdig eller er omfattet af et bevaringsværdigt kulturmiljø, eller hvilke kriterier der er lagt til grund for denne vurdering. Der står intet om kulturarv i BBR-registeret eller på OIS, og Slots- og Kulturstyrelsens centrale registrering af fredede og bevaringsværdige bygninger er ukendt for de fleste og har et meget varierende informationsniveau. Derfor møder mange ejere først denne viden, når de indsender anmodninger om renoveringer, ombygning eller nedrivning af deres ejendomme, og så er kulturarven pludselig ikke længere end værdi, men en klods om benet. Dermed er det også svært for den enkelte ejer dels at gøre det rigtige for at bevare kulturarven og dels at fremme dens værdi.


Kulturarven er herreløs, og vejen til at indfri dens potentialer for fremtiden og med respekt for fortiden handler derfor meget om at etablere ejerskab mellem aktørerne.


En strategisk tilgang

Gennem mit arbejde i PlanScape med en hel række kulturarvsprojekter i både Danmark, Tyskland, Norge, Estland og på Færøerne er det blevet min erfaring, at en strategisk planlægningstilgang er den bedste vej til at skabe holdbare løsninger, når det handler om at sikre kulturarven for fremtiden. Bæredygtige kulturarvs-løsninger skabes i et bredt felt af fagligheder; planlæggere, arkitekter, historikere og antropologer, der kan med hver deres tilgang kan bidrage til at pege på væsentlige historier og fortællinger, på de mest værdifulde kulturarvsmiljøer og bygninger og på stedernes bærende værdier. Hermed skabes der et solidt udgangspunkt for en dialog med borgere og ejere eller med andre centrale aktører, som skal leve i og med kulturarven, og som skal aktivere og videreføre dens værdier for eftertiden. Sikring af kulturarven er en væsentlig opgave, men den er samtidig kompleks og kræver mere end den pligtige borgerhøring og rutinesagsbehandling i kommunerne. Men arbejdsgangene kan efterfølgende blive meget lettere og langt mere præcist, hvis forarbejdet er gjort grundigt. Og det er godt givet ud.


Den strategiske tilgang sikrer samtidig inddragelsen af alle relevante aktører på tværs af myndighedsskel i et positivt fællesskab omkring at skabe løsninger, der er bæredygtige, fordi de repræsenterer de mange – ofte forskelligrettede - interesser, som knytter sig til vores kulturarv. Der er både økonomi, miljø, identitet og lokal stolthed i spil, og de bæredygtige løsninger findes netop gennem en fælles afvejning og prioritering af aktørernes forskellige positioner. Det handler for mig at se meget om at skabe ikke bare samarbejde gennem relevante brede fora af aktører, og det handler ikke mindst om at skabe nye forpligtende partnerskaber på tværs, der kan sikre kulturarven og give dens værdier tilbage lokalt.


Endeligt sikrer den strategiske tilgang en bred information om og bedre forankring af vores kulturarv og dens værdier; man skal trods alt kende værdierne, før man kan anerkende dem.


Kommunerne har i virkeligheden allerede gode værktøjer til at sikre kulturarven og slippe dens potentialer fri. Temalokalplaner og bevarende lokalplaner er alt for oversete instrument i planarbejdet, fordi de er komplicerede og dyre. Samme store potentialer - og prisskilt - har kulturarvsmasterplaner, som museer og eksterne konsulenter hjælper kommunerne med. Men disse værktøjer rummer også nogle generelle potentialer i forhold til at præcisere værdier og udviklingspotentialer, der vil være stadigt mere relevante i takt med at vi i stigende grad skal genopfinde og forny vores byer og deres omgivelser. Jeg håber, at flere kommuner vil tage disse værktøjer i brug og udfordre deres rækkevidde. Mit bud er, at det vil være umagen værd.


Use it or loose it! Sikring af kulturarven og udmøntningen af dens potentialer handler om andet og mere end at binde og fiksere kulturarven i en bestemt form for al fremtid; det handler i vid udstrækning om at give kulturarven ny mening og vise vejen til, hvordan potentialerne i kulturarven kan forløses gennem udvikling og i fællesskab.



13 visninger
PlanScape_logo_khaki.png

© 2016-2020 PlanScape

PlanScape

Højen 22, Trællerup

DK-5330 Munkebo

Tel: +45 22 99 90 45

  • Grey Facebook Icon
  • Grå LinkedIn ikon
  • Grey YouTube Icon
  • Grey Twitter Icon