Barcelona er på mange måder i verdensklasse. Byen har i forhold til sin størrelse en enorm turisme, og gæster fra hele verden strømmer til byen for at opleve dens unikke liv og dens attraktioner. Ikke mindst Antoni Gaudis’ enestående bygningsværker er optaget på UNESCO’s liste over umistelig verdensarv og tiltrækker hvert år millioner af turister. Tilsvarende strømmer turister til for at opleve byens unikke hverdagskultur eller for at gå i byen.

Omfanget af turismen ved Barcelonas Verdensarvs-lokaliteter har dog nået et omfang, så det påvirker bæredygtigheden i turismen i et lokalt såvel som i et økonomisk, socialt og kulturbevaringsmæssigt perspektiv. Både byens borgere og UNESCO er begyndt kræve langsigtede og bæredygtige løsninger på udfordringerne med de negative konsekvenser af masseturismen.

Bæredygtighed er dog ikke en absolut størrelse men knytter sig de enkelte aktørers normer og målsætninger i alle skalaer af byens udvikling. Der er således grundlæggende forskelle i de målsætninger, som byen Barcelona, UNESCO og byens borgere har for at skabe en bæredygtighed i turismen ved de to udvalgte Gaudi-seværdigheder. Her spiller en lang række bevarings- og identitetsmæssige hensyn ind i forhold til at regulere den omfattende turismes aftryk på byen og dens hverdagsliv for ikke at tale om borgenes muligheder for at bevare ejerskabet til byen og rent faktisk have mulighed for et liv i deres by (Sala 2015, Harvey 2008).

Omvendt er turismen blevet et helt centralt element i Barcelonas økonomi, omdømme og selvforståelse, og turismen kan næppe undværes. Turismen både forbruger og genererer således værdier i byen (Raposo 2015), og der er derfor nogle iboende modsætninger i de mange interesser, der knytter sig byens Verdensarv og turisme, som de lokale myndigheder skal forsøge at overkomme.

Det er i sidste ende Barcelonas bystyre selv, der skal sikre at balancere de forskellige positioner i forhold til turismen. Samtidig er byen internationalt anerkendt blandt fagfolk for sin tilgang til strategisk byplanlægning. Så hvordan klarer Barcelona med sine fine traditioner for at tænke i både kort- og langsigtede strategiske planløsninger, der fungerer på alle niveauer og med alle aktører, disse udfordringer? Hvad er egentlig udfordringerne, og hvordan søger man at løse dem gennem den spatiale planlægning? For turismen er kommet på den lokale, politiske dagsorden. Ajuntament de Barcelona har sammen med lokale og regionale kræfter lanceret en række initiativer, der gennem en målrettet planlægning skal bidrage til at kortlægge og afhjælpe problemerne og derved imødekomme kravene fra både borgerne og UNESCO om en bæredygtig udvikling til glæde for både lokale og gæster i byen.

Behovene for at anvende den spatiale planlægning og regulering som middel til at skabe en mere bæredygtig turisme er efterhånden erkendt af en række europæiske storbyer – herunder af København, men initiativerne i disse byer tager som udgangspunkt afsæt i turismeerhvervenes egne målsætninger, som ikke nødvendigvis er afstemte med andre aktørers positioner. Barcelona er imidlertid langt fremme i forhold til at udvikle sin turisme indenfor rammerne af en samlet vision, der tilgodeser et meget bredt spektrum af lokale, regionale og internationale aktører og positioner og ikke kun primært økonomiske interesser. Samtidig formår byen at omsætte sine visioner på området i konkrete processer og tiltag. Alene derfor har et case study af Barcelona vist sig at være relevant som et eksempel på, hvordan problemstillingen kan gribes an i alle skalaer.