Indledning
Barcelona er på mange måder i verdensklasse. Byen har i forhold til sin størrelse en enorm turisme, og gæster fra hele verden strømmer til byen for at opleve dens unikke liv og dens attraktioner. Ikke mindst Antoni Gaudis’ enestående bygningsværker er optaget på UNESCO’s liste over umistelig verdensarv og tiltrækker hvert år millioner af turister. Tilsvarende strømmer turister til for at opleve byens unikke hverdagskultur eller for at gå i byen.
Omfanget af turismen ved Barcelonas Verdensarvs-lokaliteter har dog nået et omfang, så det påvirker bæredygtigheden i turismen i et lokalt såvel som i et økonomisk, socialt og kulturbevaringsmæssigt perspektiv. Både byens borgere og UNESCO er begyndt kræve langsigtede og bæredygtige løsninger på udfordringerne med de negative konsekvenser af masseturismen.
Bæredygtighed er dog ikke en absolut størrelse men knytter sig de enkelte aktørers normer og målsætninger i alle skalaer af byens udvikling. Der er således grundlæggende forskelle i de målsætninger, som byen Barcelona, UNESCO og byens borgere har for at skabe en bæredygtighed i turismen ved de to udvalgte Gaudi-seværdigheder. Her spiller en lang række bevarings- og identitetsmæssige hensyn ind i forhold til at regulere den omfattende turismes aftryk på byen og dens hverdagsliv for ikke at tale om borgenes muligheder for at bevare ejerskabet til byen og rent faktisk have mulighed for et liv i deres by (Sala 2015, Harvey 2008).
Omvendt er turismen blevet et helt centralt element i Barcelonas økonomi, omdømme og selvforståelse, og turismen kan næppe undværes. Turismen både forbruger og genererer således værdier i byen (Raposo 2015), og der er derfor nogle iboende modsætninger i de mange interesser, der knytter sig byens Verdensarv og turisme, som de lokale myndigheder skal forsøge at overkomme.
Det er i sidste ende Barcelonas bystyre selv, der skal sikre at balancere de forskellige positioner i forhold til turismen. Samtidig er byen internationalt anerkendt blandt fagfolk for sin tilgang til strategisk byplanlægning. Så hvordan klarer Barcelona med sine fine traditioner for at tænke i både kort- og langsigtede strategiske planløsninger, der fungerer på alle niveauer og med alle aktører, disse udfordringer? Hvad er egentlig udfordringerne, og hvordan søger man at løse dem gennem den spatiale planlægning? For turismen er kommet på den lokale, politiske dagsorden. Ajuntament de Barcelona har sammen med lokale og regionale kræfter lanceret en række initiativer, der gennem en målrettet planlægning skal bidrage til at kortlægge og afhjælpe problemerne og derved imødekomme kravene fra både borgerne og UNESCO om en bæredygtig udvikling til glæde for både lokale og gæster i byen.
Behovene for at anvende den spatiale planlægning og regulering som middel til at skabe en mere bæredygtig turisme er efterhånden erkendt af en række europæiske storbyer – herunder af København, men initiativerne i disse byer tager som udgangspunkt afsæt i turismeerhvervenes egne målsætninger, som ikke nødvendigvis er afstemte med andre aktørers positioner. Barcelona er imidlertid langt fremme i forhold til at udvikle sin turisme indenfor rammerne af en samlet vision, der tilgodeser et meget bredt spektrum af lokale, regionale og internationale aktører og positioner og ikke kun primært økonomiske interesser. Samtidig formår byen at omsætte sine visioner på området i konkrete processer og tiltag. Alene derfor har et case study af Barcelona vist sig at være relevant som et eksempel på, hvordan problemstillingen kan gribes an i alle skalaer.
Rapportens formål
På grundlag af en kort redegørelse for omfanget, arten og dislokationen af turismen i Barcelona redegøres for og diskuteres de iværksatte planlægningsstrategiske perspektiver og tiltag i Action 2020 med henblik på at modvirke negative effekter af masseturisme ved to UNESCO Verdensarvslokaliteter i Barcelona – Park Güell og Basilic Sagrada Fámilia. Herunder vil der lægges særligt fokus på planlægningsmæssige processer omkring sikring af en bæredygtig turismeudvikling i et lokalt, regionalt og universelt perspektiv. Der gennemføres endvidere på grundlag af en besigtigelse samt indsamling af relevante materialer en redegørelse for og analyse af kortlægningen og vurderingen af effekterne af masseturisme med særligt fokus på mulighederne for at skabe bæredygtige, dynamiske reguleringsløsninger på baggrund af systematisk digital dataindsamling.
Metodiske betragtninger
Det foreliggende case study er udarbejdet med udgangspunkt i en række åbne undersøgelsesspørgsmål – fremfor i en hypotese - omkring masseturismens virkninger på to konkrete lokaliteter i Barcelona. Undersøgelsens tema er foranlediget af den omfattende omtale, der har været i offentligheden – også internationalt - af problemstillingen omkring den omfattende turisme i Barcelona. Der er således inddraget et meget omfattende skriftligt materiale fra mange forskellige kilder i studiet, der repræsenterer de forskellige relevante aktører og deres positioner. Samtidig er der gennemført en besigtigelse af stederne og foretaget observationer af turisternes brugermønstre på de to udvalgte lokaliteter. Denne kortlægning har ikke kunnet gennemføres systematisk og videnskabeligt men har haft til formål at give nogle generelle indtryk, som kan valideres gennem de anvendte statistiske materialer. Endeligt bygger præsentationen på en række præsentationer og samtaler med udvalgte, centrale aktører i Barcelona.
Der har i forbindelse med studiet været en række naturlige sproglige barrierer, idet mange dokumenter og naturligvis den lokale mediedebat kun foreligger på katalansk eller spansk. Centrale dokumenter er dog oversat som led i studiet. Studiet antages derfor at være retvisende trods en begrænset detaljeringsgrad.
Plansystemet i Barcelona
Byen Barcelona har i tiden efter Francos fald i midten af 1970’erne gennemgået en omfattende og meget grundlæggende forandring. Erhvervsmæssigt mistede byen gradvist en stor del af sin industri og af sine havneaktiviteter, hvilket førte til store økonomiske og sociale udfordringer, men samtidig gav en større autonomi fra centralstyret nye strukturelle og identitetsmæssige muligheder. Barcelonas målrettede og meget bevidste metode for at modvirke byens store problemer gennem anvendelse af målrettede strukturelle initiativer og plantiltag efter en samlet plan, er siden blevet kendt og internationalt anerkendt som Barcelona-modellen (Monclùs 2003). Denne model har gennem perioden stadigt skiftet karaktér og er ikke entydig (Marshall 2000 og 2004, Rodriques 2019), men den er særligt kendetegnet ved en række generelle principper og metoder, som har sikret byens udvikling men også har kendetegnet dens ændrede profil fra en mindre, industrielt båret provinsby til et moderne regionalt kraftcenter med fokus på serviceerhverv, kultur og teknologi. Og på turisme.
Én særlig karakteristisk tilgang har været, at Barcelona i mange sammenhænge har valgt en holistisk tilgang til at løse sociale, økonomiske, bolig- og erhvervsmæssige udfordringer gennem tiltag i den fysiske planlægning, hvilket er sket med udgangspunktet i en samlet plan og vision for byens udvikling og fornyelse formuleret tilbage i 1976. Denne plan har ikke været statisk men er løbende blevet fornyet for at afspejle aktuelle problemstillinger og muligheder (Alvaro 2019). Herunder har byen en meget agil tilgang og har løbende søgt at tilpasse sin organisation og gennemslagskraft for dens initiativer gennem strukturreformer men fremfor alt gennem etablering af stadigt bredere netværk på tværs af de meget fint granulerede myndighedsskel og med inddragelse af både forskningsinstitutioner og virksomheder, så der i dag er tale om et egentligt metropolitant netværk som forestår en betydelig del af den overordnede planlægning med Barcelona som centrum og med 3.2 mio. indbyggere (Xavier 2019).
Hovedparten af planlægningen – og ikke mindst udarbejdelse af konkrete initiativer - foregår dog gennem Ajuntament de Barcelona. Men også i denne mindre skala har bestræbelserne på at samle de relevante aktører omkring både visioner og konkrete tiltag været et gennemgående træk ved Barcelona-modellen. Byen fremmer lokale initiativer og har introduceret et meget finmasket regime for borgerinddragelse, som etablerer en række lokale instanser på distrikts- og kvarters-niveau (AdP 2001 og 2017) med en betydelig grad af nærdemokrati, selvforvaltning og lokal empowerment af borgere og andre aktører. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at byen samtidig med denne reelt større lokale indflydelse på både planlægning og resultater også stiller krav om en gensidig forpligtelse og et lokalt medejerskab til mange processer og målsætninger, hvilket har bidraget til modellens succes i mange sammenhænge (Blakeley 2005).
Endeligt er de afstemte perspektiver i såvel tid som skala karakteristiske for den strategiske planlægning i Barcelona. Man arbejder her med både konkrete initiativer i et kort perspektiv og i en lille skala og med lange visionære perspektiver. Det ene initiativ kan således fungere som en mellemfaldende løsning i egen ret og samtidig bidrage som ét element i opfyldelsen af en større og mere langsigtet vision. Denne vision blev senest formuleret i en ny fælles strategisk plan for Metropolen Barcelona i 2010 i forlængelse af finanskrisen, som meget karakteristisk fastslår, at organisationen af plansystemet skal kunne: (Pla Metropolita de Barcelona 2010)
• link its citizens with its objectives;
• can adapt to change, moving swiftly into innovation;
• allow the exploitation and use of available resources and the translation of approaches into concrete actions, and
• encourage involvement of public and private agents under a new model of co- operation based on co-responsibility, a shared vision, co-planning, co-decision, co-management and co-investment.
Turismen i Barcelona
Barcelona er i verdensklasse, og byen er ét af Europas mest populære turistmål. Millioner af turister fra hele verden strømmer hvert år til byen på alle tider af året og fra alle dele af verden, hvilket indplacerer byen som den 17. mest populære destination i verden og den 4. mest populære destination i Europa (Mastercard 2019). Antallet af turister er vokset med 600%, siden det for alvor tog fat efter OL i 1992. Eller deromkring…
For selvom adskillige myndigheder og organisationer opgør omfanget af turismen i Barcelona (Mastercard 2019, AcB 2018 og Statista 2018) til årligt ca. 11 mio. turister med i alt 35-40 mio. overnatninger (2018), findes der ingen entydige mål for omfanget. Dette – i øvrigt globale – problem skyldes forskellige opgørelsesmetoder af antallet af turister, og hvilken økonomisk effekt turismen har for den enkelte destination. Opgørelserne beror i vid udstrækning på frivillige indberetninger fra turismeoperatørerne, og dette rækker direkte ned i ét Barcelonas store problemer med regulering af turismen; de mange illegale overnatningssteder og restauranter med uorganiseret arbejdskraft, som ikke betaler skatter. Hertil skal lægges de mere end 2,7 mio. krydstogtturister, der benytter byens attraktioner og infrastruktur uden at overnatte eller betale nævneværdige skatter. Byen og dens borgere er meget bevidste om denne problemstilling, som bidrager til en økonomisk skævvridning i byen, driver boligpriserne op og koster bystyret formuer i tabte skatteindtægter (Arias Sans 2019). Og problemet er kun stigende, for trods en periode med let stagnation i turismen, ses igen vækstrater på knap 4% i antallet af overnatninger, og antallet af passagerer i lufthavnen har rundet 50 millioner (AdB 2018, Matercard 2019).
De få mere kvalitativt funderede analyser af turismen i Barcelona viser, at turisterne primært er europæere på kortere ophold, selvom et stigende antal amerikanere og asiater besøger byen. Samtidig fremgår særligt tre besøgssegmenter: Voksne kulturturister til god mad, shopping og museer, yngre festturister til fodbold og byture samt opdagelsesrejsende i alle aldre, som skal kunne krydse Barcelona af på listen over byer, der må ses (Abellanet i Meya 2015 og AdB 2018). Barcelona selv foretrækker det første segment, som er et købestærkt publikum, som glider ind i byens eksisterende hverdag og netop ser dagliglivet og de kulturelle tilbud som den primære attraktion (AdB1 2015). Det er bare ikke den type turister, der er flest af. De fleste turister besøger byen på billige pakkerejser eller arrangerer selv billig overnatning og spiser på billige restauranter eller de på internationale kæderestauranter, som skyder op på stribe i byen, der ellers er kendt for sin fine madkultur. Det er således også karakteristisk, at turister i Barcelona kun bruger halvt så mange penge som turister i Paris, hvilket placerer Barcelona tæt på bunden, når det handler om indtjening (Mastercard 2019). Ikke desto mindre er markedet enormt med en officiel årlig indtjening på knap $ 8 mia., hvilket svarer til en andel på ca. 15% af Barcelonas GBP og en reel omsætning, der er langt højere (Arias Sans 2019 og Raposo 2015).
De forskellige besøgssegmenter anvender også byen helt forskelligt. Virksomheden 300.000 km/s har for Ajuntament de Barcelona lavet en række analyser af turisternes besøgsmønstre på baggrund af digitale data fra blandt andet sociale medier og anvendelsen af betalingskort men også fra de mange Smart City-funktioner, som Barcelona anvender til kortlægge bevægelsesmønstre og tyngdedannelser i byen. Disse analyser giver et meget præcist og tankevækkende billede af nogle af de tyngdedannelser og mønstre, der ses rundt om i byen. Herunder har virksomheden også set på grænsefladerne mellem turister og lokale borgere, og kan herigennem anskueliggøre i hvilket omfang - og hvor – de to grupper bruger de samme dele af byen (300.000 km/s 2017, Santa Maria og Martínez 2019).
Kortlægningen anskueliggør netop en række tyngdedannelser i turismen forskellige steder i byen og blandt andet ved nogle af de meget populære attraktioner; FC Barcelonas stadion, den middelalderlige bykerne samt ved Park Güell og Sagrada Familia. Tilsvarende er adgangsvejene og transportmidlerne til og mellem disse lokaliteter belastet af antallet af turister. På denne måde anskueliggør denne innovative metode også, at der mellem de lokale borgeres benyttelse af byen og turisternes fodaftryk er nogle spændingsfelter, som giver anledning til udfordringer og kritik fra begge sider og derfor kræver opmærksomhed i byens strukturelle planlægning. Rent praktisk benytter alt for mange brugere meget afgrænsede områder alt for intensivt, hvilket stiller krav om planlægningsmæssige initiativer på det operative plan og regulerende tiltag på det taktiske plan, for at sikre den fornødne kapacitet og den kvalitet i besøgsoplevelserne, som både gæster og lokale efterspørger, og som byen tilstræber.
En turismestrategi for Barcelona
Barcelonas tilgang til strategisk planlægning er i verdensklasse, og formuleringen af en ny turismestrategi for 2015-20 er netop et godt eksempel på Barcelona-modellens potentialer. Siden 2014 har Barcelona således haft en meget målrettet proces omkring at regulere forskellige aspekter af den stadigt stigende turisme i byen, som er afstedkommet af den offentlige kritik, som har præget også den politiske dagsorden gennem de sidste ca. 8 år (AdB2 2017).
Strategien er skabt indenfor rammerne af et offentligt-privat turismeselskab med deltagelse af lokale og regionale myndigheder, turismeorganisationer og kommercielle aktører (Abellanet i Meya 2015), og tilsvarende karakteristisk er strategien blevet til i en tæt dialog med alle typer af aktører i en finmasket inddragelsesproces, hvor også borgerne har været repræsenteret (AdB1 2015, del 1). Dette ud fra en erkendelse af, at turismen er et by-anliggende og et fælles ansvar, som er en integreret del af byens liv.
Strategien afviger også i et andet grundsynspunkt, idet den ikke sætter vækst som sin primære målsætning men i stedet en bredt defineret bæredygtighed. Turismen skal have kvalitet og give værdi for byens borgere og for dens midlertidige borgere; turisterne. Bæredygtigheden fordrer samarbejde og skal være gensidigt forpligtende i forhold til en rimelig redistribution af de skabte værdier. Og så skal den bygge på innovative løsninger af problemstillinger i alle skalaer som ét element i byens visioner (AdB 2015, del 2).
Turismestrategien skal ikke i detaljer gennemgås her, men den består dels af en vision og et princip-program, der samtidig angiver organisation og processer (AdB1 2015), samt et aktionsprogram, der angiver konkrete initiativer indenfor 10 særlige indsatsområder (AdB2 2017). Blandt andet rummer planen konkrete målsætninger for planlægning og håndtering af det store antal gæster ved de særlige attraktioner (AdB1 2015, pkt. 6), som blandt andet omfatter to verdensarvslokaliteter, hvor også UNESCO har en holdning.
UNESCO og Verdensarven i Barcelona
Spanien er stolt af og værner om sin bygningsarv. Til trods for en ofte meget lempelig fredningslovgivning, er bygningsarven et centralt element i eksempelvis Barcelonas lokale og regionale identitet med over 3.000 fredede bygninger (AdB 2020, 300.000 km/s 2020). Faktisk er Spanien det land i verden, der har udpeget flest steder som UNESCO-Verdensarv med hele 50 lokaliteter (UNESCO WHC 2020). Siden 1984 har to lokaliteter i Barcelona været udpeget som UNESCO Verdensarv; Palau de la Música Catalana and Hospital de Sant Pau og ikke mindst serienomineringen Works of Antoni Gaudí (UNESCO WHC 2020, ref. 320bis)
UNESCO’s World Heritage Center (WHC) kan som myndighed bedst karakterises ved schweizisk grundighed, tysk charme og romersk administration. Organisationen varetager med stor faglig præcision og med meget omstændige administrative procedurer en vurdering og opfølgning på de knap 1.100 verdensarvssteder rundt om i verden. Beslutninger træffes kun med fuld konsensus mellem de lande, der har tiltrådt Verdensarvs-konventionen, mens den praktiske udførelse og det endelige ansvar påhviler den kommune, der er officiel stakeholder for den enkelte verdensarvslokalitet (UNESCO WHC 2014, 38COM 8E). Der ligger derfor latent et modsætningsforhold mellem den rigide forvaltning i UNESCO og Barcelonas agile og bredt inddragende planlægningspraksis. Alligevel er afstandene mellem de to instanser ikke så stor endda.
Også UNESCO lægger nemlig stor vægt på bæredygtighed i alle dimensioner, når det drejer sig om både bevaring af UNESCO Verdensarvslokaliteter og om den turisme, der ofte knytter sig til disse steder Dette blev allerede i 2002 slået fast i Budapest-Deklarationen (UNESCO WHC 2002). UNESCO har dog ikke fastlagt en egentlig praksis på området, og det er derfor de lokale myndigheder, der af egen kraft skal sikre, at stederne bliver bevaret på en forsvarlig måde, er tilgængelige for offentligheden, og at stedernes forvaltning kan bidrage positivt til den lokale udvikling, identitet og forankring (UNESCO WHC Decision 34 COM 5F.2, 2014). For netop at skabe en best practice på området på vegne af UNESCO, har et konsortium omkring Ajuntament de Barcelona nu præsenteret en model med henblik på at sætte faste internationale standarder og definitioner for bæredygtig turisme, der helt følger principperne i byens turismestrategi (AdB3 2017).
Et andet særligt fokusområde for UNESCO er den spatiale planlægning af både selve verdensarvs-lokalitetens kerneværdi (Outstanding Universal Value – OUV), som er en konkret rumlig afgrænsning af selve monumentet og i de omgivende områder (buffer zones), som er de tilstødende arealer til monumentet. Her lægger UNESCO stor vægt på stedets autenticitet i forhold til den værdi, der er er anerkendt som OUV’en – eller stedets særlige historie. Denne autenticitet er central for bevaringen, og skal sikres for enhver pris og være frit tilgængeligt for offentligheden (ICOMOS 2011). Man skal imidlertid ikke bare bevare selve monumentet, men også dets spatiale ramme. UNESCO lægger derfor tilsvarende stor vægt på at opretholde stedets integritet, således at monumentet opleves i de rammer, som er vurderet bevaringsværdige. Det gælder eksempelvis den visuelle integritet, der skal sikre at indblik til – og udblik fra – monumentet er bevaret intakt (UNESCO WHC 2013 og 2020, section III F, §104). Man kan populært sige, at man skal værne om de gode selfie-steder, så alle kan få en god og gratis oplevelse af verdensarven.
I en millionby, der gennemgår en rivende udvikling og har 11 mio. turister hvert år, kræver det en særlig opmærksomhed og målrettede indgreb at leve op til UNESCO høje krav, som det fremgår af følgende to eksempler.
Eksempel: Park Güell
Kildestudier og besigtigelse i oktober 2019
Park Güell i bydelen Gràcia i den nordlige del af Barcelona regnes som ét af den spanske arkitekt Antoní Gaudis fineste værker. Parken og dens bebyggelse blev opført i perioden 1900-1914 som en privat bebyggelse og have til den lokale forretningsmand Eusibi Güell og hans familie. Det var samtidig tanken, at Gaudi selv og udvalgte kunstnere skulle bo i bebyggelsen, og flere kunstnere har bidraget til anlægget. På grund af økonomiske vanskeligheder i perioden under 1. Verdenskrig, blev anlægget dog aldrig færdigt og fremstår i vid udstrækning i dag, som det så ud i 1914 (Carandell 1998).
Siden 1963 har hele området været ejet af kommunen, og i 1984 blev Park Güell optaget som UNESCO Verdensarv efter indstilling af Spaniens regering. Her indgår det i en serienominering med 6 af Gaudis øvrige byggerier i Barcelona som Works of Antoní Gaudi med følgende kerneværdi (OUV):
Seven properties built by the architect Antoni Gaudí (1852–1926) in or near Barcelona testify to Gaudí’s exceptional creative contribution to the development of architecture and building technology in the late 19th and early 20th centuries. These monuments represent an eclectic, as well as a very personal, style which was given free reign in the design of gardens, sculpture and all decorative arts, as well as architecture. The seven buildings are: Parque Güell; Palacio Güell; Casa Mila; Casa Vicens; Gaudí’s work on the Nativity façade and Crypt of La Sagrada Familia; Casa Batlló; Crypt in Colonia Güell. (UNESCO WHC 320bis.)
Den 11,2 ha store park og bebyggelse er beliggende på en meget stejl skråning på én af Barcelonas høje, og den er omgivet til alle sider af primært tæt/lavere boligbyggeri med få butikker, og mange haver støder op til parken. Samtidig udgør parken den nordligste ende af Cerdàs oprindelige strenge grid, som omkranser parkens indgang og centrale plads med smalle og stejle gader. Selve parken består af udvalgt beplantning, der giver både sol og skygge på de centrale stier og pladser, som snoer sig op ad pakken fra hovedindgangen, ligesom parken er udsmykket med Gaudis meget karakteristiske skulpturer og landskabelige strukturer. Endeligt indgår der i parkanlægget en række bygninger - foruden portpartiet - bestående af en række boliger, som i dag anvendes til kulturelle formål. Hele anlægget fremstår velholdt men mange steder slidt af de mange besøgende.
Foruden at være verdensarv, spiller parken også en vigtig rolle for borgerne i Barcelona. Dels er parken et populært (og romantisk) rekreativt område for en meget stor del af byen, der benytter den udmærkede offentlige transport til parkens ”hemmelige” bagside og naturligvis for de mange beboere rundt om parken. Ikke mindst er parken et væsentligt i Barcelonas kulturarv, lokale stolthed og identitet, og der er en stor bevidsthed lokalt om parkens kulturhistoriske værdier. Endeligt rummer parken en folkeskole med 400 elever, hvilket bidrager yderligere til et lokalt ejerskab (AdB4 2018).
Ved besigtigelsen i oktober 2019 skete ankomsten i parkens fjerne ende gennem én af de fire indgange til parken og ikke som de fleste af parkens årligt 9 mio. gæster ad de smalle ensrettede gader gennem boligkvarteret mod syd. Besøgsoplevelsen var derfor en meget anden, idet parken gradvist åbnede sig på vej mod den egentlig indgang og samtidig ændrede karaktér fra en fredelig og mennesketom oase til at være næsten ufremkommelig på grund af antallet af gæster. Det forekom derfor heller ikke indbydende at betale en entré på 9€ til den lukkede del af parken, hvor de mest kendte af Gaudis skulpturer er opstillet. Formidlingen i parken er meget begrænset, og parkens museer forekommer ikke inviterende.
Omfanget af de besøgende blev særligt udenfor porten til parken og i gaderne op til meget tydelig. De smalle gader levner meget lidt plads til de mange gående og til mængden af taxaer og turistbusser, som skal fragte gæster til denne ende af parken, hvor der ikke er offentlige transportmidler. Flere af gaderne ender blindt eller er forbundet med den smalle tværgade, Carrer d’Olot, som leder lige forbi de mange ventende gæster ved porten. De mange turister sætter også deres spor på butikslivet i området, og ved besigtigelsen var 18 af de 26 butikker og restauranter i Carrer de Larrard, som er den primære adgangsvej til parken, direkte turismeorienterede med en pris på vand og kaffe, som lå ca 100% over byens normale niveau. Oplevelsen var alligevel god, og ved et senere besøg en tidlig aften var området stort set mennesketomt og gav et helt andet indtryk som et fredeligt beboelseskvarter. Den positive vurdering deles af langt de fleste gæster i et vist omfang. For godt nok har parken scoret en vurdering på 4,5 blandt næsten 10.000 anmeldelser på TripAdvisor men den rangerer stadig kun som nr. 252 blandt Barcelonas mest populære attraktioner (TripAdvisor, januar 2020).
Park Güells store kvaliteter er lige så karakteristiske for Barcelona som parkens udfordringer med omfanget og formen af turistbesøg. Som oplæg til en ny strategi for parken, gennemførte kommunen i 2016-17 en relativt omfattende men traditionel kortlægning af brugsmønstrene for parken (AdB4 2018). Her kunne man gennem tællere fastslå, at parken besøges af op imod 9 mio. gæster hvert år med hovedvægten i sommermånederne. I højsæsonen besøger ca. 10.000 mennesker dagligt parken, hvoraf hovedparten er turister. Set over året udgør turisterne dog kun ca. halvdelen af de besøgende, mens resten udgøres af lokale. Den entrékrævende del af parken har ca. 3 mio. besøgende, der typisk ankommer med tursitbus eller taxa eller til fods, og det fylder meget i gadebilledet og gør det vanskeligt for beboerne at færdes og parkere.
Det store antal besøgende bidrager til parkens nedslidning og har generelt en negativ indflydelse på besøgsoplevelsen. Ved porten må mange stå i kø for at kunne tage billeder, og det kan være svært at se den smukt dekorerede mur, som omgiver parken, fordi der simpelthen er for mange gæster. Dermed udfordres netop stedets integritet og ikke mindst den visuelle integritet, hvilket UNESCO også har bemærket i en besigtigelsesrapport (UNESCO WHC Periodic Reporting Cycle 2, Section II, 2013).
Allerede i 2013 forsøgte kommunen gennem en begrænset ”akupunktur-operation” at afhjælpe problemerne. Man afspærrede her en afgrænset del af parken omkring den primære indgang, hvor turisterne typisk ankommer, og som er det mest populære. Her indførte man så en entré, så de fleste udefrakommende skulle betale for adgangen, mens adgangen fortsat var fri til resten af parken. Interventionen lykkedes i nogen omfang, men den løste ikke de grundlæggende trafikale problemer eller problemerne med nedslidning og det visuelle udtryk (AdB4 2018). Samtidig rejste der sig en ny kritik mod kommunen for at tjene penge på turisterne i et allerede påvirket område.
På baggrund af disse erkendte udfordringer og efter pres fra lokale beboere satte kommunen i 2016 en strategiproces i gang indenfor rammerne af den samlede turismestrategi og som optakt til parkens 100-års jubilæum i 2022 (AdB4 2018). Processen er et skoleeksempel på de målsætninger og processer, som kendetegner mange projekter efter Barcelona-modellen, og processen har således kørt helt ”efter bogen”:
Identifikation og kortlægning af problemstillingen i en bred kontekst:
Etablering af en relevant organisation
Afstemning med den samlede vision
Formulering af en strategi
Opstilling af handlingsplaner
Gennemførelse af initiativer
(AdB4 2018).
Man valgte således at gribe problemstillingen mere omfattende an og inddrog fra starten de mange aktører på området; beboere, turismeoperatører og -organisationer foruden naturligvis de relevante myndigheder i en proces, som skulle sikre sammenhæng, empowerment, ejerskab og gensidig forpligtelse. Samtidig lagde man vægt på, at planen som udgangspunkt ikke kun skulle løse en række aktuelle problemstillinger men samtidig skabe en generelt bæredygtig attraktion i et langt perspektiv og for alle interessenter med udgangspunkt i en ny governance-model:
“It is proposed to provide Park Güell with its own managing body, for more efficient management of a space with a large number of actors. This proposes the creation of a Park Güell Council as the highest governing body of the park, which is part of the Municipal Urban Planning Institute. The Council would be accompanied by two commissions: a Scientific Commission dedicated to the research, study and scientific dissemination of Park Güell and the work of Antoni Gaudí, and a Neighborhood Space Commission dedicated to transversal issues of the operation of the park and where they would be present with the different entities of the neighborhoods, technicians and other stakeholders.” (AdB4 2018).
Selvom processen var relativt kompliceret og omfattede mange aktører til et utal af møder, lykkedes det i løbet af 10 måneder at kunne sammenstille en komplet strategi- og handlingsplan, som generelt har mødt opbakning. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at området trods dets udfordringer er relativt ukompliceret i forhold til andre dele af Barcelona. Det er således relativt ressourcestærke borgere, der bor i området, der også har få sociale problemer. Samtidig er boligpriserne i området høje, hvilket har modvirket en forøgelse af antallet af ferieboliger, hvilket yderligere bidrager til at reducere nogle af de negative effekter, som ellers ses. Analyserne fra 300.000 km/s peger i samme retning. Der indgår derfor kun få socio-økonomiske initiativer i handlingsplanen, som særligt handler om at modvirke en fremtidig uheldig udvikling for særligt de handlende (AdB4 2018).
Strategien blev forelagt som forslag i slutningen af 2018 men er stadig ikke vedtaget. Nogle af de foreslåede tiltag omfatter en indgriben i stedets autenticitet og integritet, og planen skal derfor forelægges for – og godkendes af - UNESCO inden den endeligt kan sættes i værk. Dette kan ifølge UNESCO’s procedurer tidligst ske i 2023. Barcelona er dog gået i gang, selvom planen ikke endeligt er godkendt, finansieret, eller der er fundet konkrete løsninger på alle de 176 initiativer, som planen omfatter. Man er således begyndt at implementere strukturen og realisere de første interventioner for at skabe fremtidens Park Güell.
Eksempel: Sagrada Familia
Kildestudier og besigtigelse i oktober 2019
Kirken Sagrada Familia er et andet af Antoní Gaudis unikke bygningsværker i den særegne organiske, catalanske modernisme. Gaudi overtog byggeriet i 1884 men det var endnu ikke færdigt, da han i 1926 blev ramt af en sporvogn foran kirken og døde. Siden har flere andre arkitekter forsøgt at føre Gaudis vision for kirken ud i livet, mens den er blevet større og større. Kirken, der er både hadet og elsket i Barcelona, forventes nu at være færdig i 2025 (Basilica de la Sagrada Familia 2020).
Sagrada Familia blev i 2005 inkluderet i UNESCO’s serienominering af Works of Antoní Gaudi (UNESCO WHC 36COM 8D 2005). Det er dog kun kirkens krypt og vestlige facade, der er omfattet af verdensarven, idet det kun var disse dele, der var færdige ved Gaudis død. Da byggeriet stadig pågår, skal UNESCO løbende godkende de detaljerede planer for byggeriet (UNESCO WHC 37COM 7B.103, 2013).
Kirken er et meget synligt vartegn for Barcelona og optager sammen med to tilhørende parker i alt tre blokke i Cerdàs gadegrid i distriktet L’Eixample ved den meget trafikerede færdselsåre Carrer Mallorca. Området er præget af relativt dyre beboelses- og butiksejendomme i 5-6 etager og kun få overnatningssteder og mange lukkede butikker (Sigma 2018) (300.000 km/s, 2017 og 2020).
Gennem en hel dags besigtigelse af området i oktober 2019 blev de besøgendes adfærd observeret, og områdets butikker og faciliteter blev vurderet i forhold til den samlede besøgsoplevelse af kirken og parkerne, som netop er blevet kåret af TripAdvisors brugere som den sjette mest populære attraktion i verden (TripAdvisor 2020). Her kunne det bla. konstateres, at der er ganske mange besøgende ved kirken og i området omkring den. Det lykkedes i løbet af en hel dags observationer ikke at få ét frit vue til kirken, og der var konstant kø for overhovedet at komme til fortovet omkring den. Samtidig blev det tydeligt, at langt de fleste gæster ikke besøger kirken, men alene fotograferer den udefra – gerne med sig selv i forgrunden. En del nøjes endda med at fotografere den fra Hop-on-Hop-of-busserne, som hvert 10. minut ankommer og bliver i seks minutter. Langt de fleste gæster møder heller ingen formidling af stedet og drager derfor videre uden at være blevet klogere på, hvad de egentlig har set. Et besøg i selve kirken skal bestilles på forhånd, idet der selv i oktober er tre dages ventetid på den obligatoriske rundvisning. Billetterne koster mellem 350 og 650 kr, og dem blev der i 2016 solgt 4,5 millioner af (el Periódico 2017).
Den enorme søgning til Sagrada Familia er alment kendt og nævnes generelt i Barcelona som ét af de tydeligste udtryk for masseturismens negative sider. Problemets reelle omfang har dog ikke været kendt. Som led i konferencen Smart City Expo i Barcelona i november 2016 fremlagde forskningsfonden Big Data Center of Excellence Barcelona et opsigtsvækkende studie af besøgsmønstrene ved Sagragda Familia, der for første gang detaljeret blev belyst med et videnskabeligt studie. Undersøgelsen blev skabt gennem bla. avancerede kamera- og mobilteknologier, der tillod hver enkelt forbipasserende at blive fulgt i området (BDCoE 2016). Studiet viste blandt andet, at mere end 20 mio. gæster hvert år opholder sig ved kirken men også, at 80% af gæsterne vælger ikke at besøge kirken (Marine-Roiga 2015). Samtidig viser studiet mange af de samme observationer og tendenser, som også kunne konstateres ved besigtigelsen.
UNESCO gjorde i 2013 opmærksom på problemstillingen (UNESCO WHC State of conservation reports 2013) og fremhævede igen blandt andet udfordringen med stedets integritet; herunder de mange mennesker men også ændringen i butikslivet i gaderne umiddelbart omkring kirken. Denne ændring kunne ved besigtigelsen i oktober 2019 bekræftes, idet 53 af 71 butikker nu har et direkte turismesigte med en international visuel profil (Sigma 2018. Se hertil bilag 7). UNESCO’s største bekymring var dog – og er, at de statslige spanske jernbaner har anlagt en tunnel til højhastighedstog under kirken, hvilket medfører rystelser i kirkens fundament og begyndende svagheder i kirkens strukturelle integritet (UNESCO WHC State of conservation reports 2013). Banen er anlagt uden at tage i UNESCO i ed, og idet der er tale om et statsligt projekt, som er gennemført udenom den lokale planlægning, har Ajuntament de Barcelona ikke haft videre muligheder for indflydelse på projektet trods indsigelser (Tome 2019 og Rodriques 2019).
Ajuntament de Barcelona har også med bekymring fulgt udviklingen, men til forskel fra Park Güell, har man endnu ikke iværksat en samlet strategiudvikling for en regulering af områdets turisme. Dette hænger dels sammen med, at byggeriet af kirken endnu ikke er færdigt og dels de meget vanskelige aktørforhold, der gælder i området. Kirken og de to parker er ejet af et privat fond, der finansierer byggeriet gennem entréindtægter og donationer og derfor ikke ønsker at lade sig begrænse af kommunale planer. Turoperatørerne er heller ikke samarbejdsvillige, idet indtjeningen på området er massiv, og endeligt har staten vedrørende jernbanen ikke ønsket at engagere sig i lokalplanlægning (Tome 2019). Det er således ikke lykkedes at skabe den sammenhængskraft mellem aktørerne, som kommunen forudsætter som et centralt kriterium for en succesfuld strategisk udvikling.
Ajuntament de Barcelona har i stedet iværksat en række andre initiativer til at afhjælpe nogle af de akutte problemer indenfor den ramme, som kommunen rent faktisk har indflydelse på (AdB 2016). Der er således lavet mobilitetstilpasninger, som skal give de offentlige transportmidler den rette kapacitet, og trafik-reguleringen i området er omlagt med digitale smart-funktioner til bedre at kunne håndtere presset. Små tiltag indenfor det mulige. Endeligt har kommunen iværksat et studie af mulighederne for at tilpasse de offentlige arealer omkring kirken; gøre fortovene bredere og skabe bedre offentlige rum i området. Dette sker som akupunktur-indgreb med henblik på eventuelt senere at omdanne hele området til en super-bloc med 6-9 af de eksisterende blokke (AdB 2018).
Væsentligst har kommunen dog sammen med de lokale handlende og erhvervsforeninger iværksat en omfattende plan, der skal kortlægge den udbredte butiksdød i området, hvor mange butikker og restauranter har skiftet karaktér til at være entydigt fokuseret på at betjene turister, hvilket har drevet andre dele af butikslivet væk (Sigma 2018). Undersøgelsen skal senere munde ud i en erhvervsstrategi for området, som omfatter dels socio-økonomiske og dels planlægningsmæssige tilpasninger og tiltag. Frygten er, at området skal miste sin lokale identitet og traditionelle værdier, hvilket også er en opmærksomhed, som UNESCO har.
Sagrada Familia er et smertensbarn for byen på godt og ondt.
Analyse: Turismen i et lokalt perspektiv
Den megen lokale og internationale omtale af udfordringerne med masseturisme i Barcelona tegner generelt et negativt billede. Lokalt er vurderingerne dog ikke helt så entydige. Detaljerede opinionsmålinger (AdB5 2018) viser for det første, at borgerne ikke anser turismens omfang som et stort problem, når den afvejes imod de økonomiske gevinster. Der er derfor heller ikke generel tilslutning til at begrænse omfanget – eller arten - af turister. Målingerne viser dog også, at der er store forskelle i vurderingen i byens enkelte distrikter, som ikke er socialt betinget, men afspejler, hvor synlige turisterne er de enkelte steder. Ved Park Güell i Gracià og ved Sagrada Familia i L’Eixample vurderes turismen således som et stort problem på alle parametre, men her er man heller ikke direkte økonomisk afhængig af den, som man er i andre distrikter. Turismens effekter er således noget, man oplever og vurderer meget lokalt, hvorfor kommunens tilgang omkring lokal inddragelse og forpligtelse i lokale initiativer forekommer rigtig.
Denne inddragende tilgang har dog været for længe undervejs mener mange, og i 2015 udarbejdede Barcelonas ombudsmand efter borgerklager en meget kritisk rapport om bystyrets håndtering af turismespørgsmålet (Síndica De Greuges 2015 – Se også bilag 9). Kritikken – som også afspejlede sig i kommunalvalgene – handlede særligt om bystyrets manglende fokus på problemerne og for store fokus på de økonomiske gevinster, som ikke kom alle til gavn. Kritikken var således medvirkende til det paradigmeskifte mod større lokal inddragelse og forpligtelse samt generel socio-økonomisk bæredygtighed, som byens turismestrategi fra 2015 og udviklingsstrategien for Park Güell i 2016 er gode eksempler på.
Kritikken er ikke dermed forstummet, men bystyret inviterer nu til dialog gennem nye fora (Abellanet i Meya 2015) og forsøger at udnytte den til konkrete planinitiativer på det strategiske, operative og taktiske niveau. Problemstillingerne er komplekse og kræver derfor også komplekse løsninger, som kun kan skabes i byen.
Analyse: Turismen i et nationalt/internationalt perspektiv
Netop i dette lokale perspektiv antyder der sig en anden udfordring, som handler om de regionale, nationale og internationale aktører, som byen kun i begrænset omfang formår at inddrage i sit nye governance-paradigme, hvilket udgør en udfordring i byens evne til at opnå den fornødne gennemslags-kraft for sine strategier og initiativer. De eksterne aktører er en del af både udfordringen og løsningerne.
Den spanske stat er generelt fraværende i alle niveauer af den strategiske planlægning, hvilket naturligvis dels afspejler Cataloniens autonomi og dels afspejler mere grundlæggende identitetsmæssige problemstillinger, hvor Barcelona orienterer sig mere mod Europa end mod Madrid (Balfour & Quiroga 2009). Fraværet udfordrer eksempelvis reguleringen af trafikken med tog, skib og fly til og fra byen, som byen kun har meget lille indflydelse på, idet den er statsligt kontrolleret (Tome 2019 og Rodriques 2019).
De eksterne økonomiske aktører er en anden udfordring. Bystyret har tilsyneladende kun i meget begrænset omfang formået at aktivere og forpligte de mange internationale turisme-operatører og ejere af ferielejligheder i byen, som ingen umiddelbar interesse har i at lade deres forretning regulere for byens skyld (Raposo 2015). Dermed udfordres ikke bare de grundlæggende principper om forpligtende co-governance, det bidrager også til den manglende redistribution af de genererede værdier, som er en erklæret forudsætning for, at byen og dens borgere skal kunne anse turismen som et profitabelt erhverv.
På det supranationale niveau er det ikke lykkedes byen at forpligte UNESCO, hvor hensynet til hele verdens arv vejer tungere end Barcelonas egen arv trods UNESCO’s målsætninger for lokal bæredygtighed.
I det mere nære, er det kun begrænset lykkedes Barcelona at inddrage og forpligte de regionale myndigheder og aktører, som markedsfører byen og bla. ukontrolleret etablerer nye regionale overnatningsmuligheder for at sikre sig en andel af turismeindtægterne uden tilsvarende at bidrage til omkostningerne. Regionens ageren og manglende engagement er med til at undergrave byens strategier og bidrager til en generel opfattelse af, at Catalonien sælger en vare, der for længst er udsolgt (Sala 2015).
Analyse: Handlingsmodeller for turisme
Barcelona viser med sin generelle tilgang til planlægning og med den aktuelle governance-model et nyt planlægningparadigme, når det drejer sig om håndtering af turismen. Det er særligt værd at bemærke, at der i dette paradigme indgår helt nye måder at anskue og behandle problemstillingen på, som ikke på samme måde ses andre steder.
For det første ses turismen ikke som udgangspunkt som et problem men som en ny konstant og en ny del af byens liv, som man må forholde sig til, og som giver både udfordringer og muligheder. Det stille nye krav til planlægningen men også til byens generelle strategiske udvikling indenfor en lang række områder; erhverv, socialt, økonomisk og infrastrukturelt. Turismen er ikke en selvstændig disciplin men en integreret del af byens struktur og skal derfor også behandles integreret i alle dele af byens politiske vision (Aria Sans 2019 og Palou 2016). Herved bringer Barcelona turismen ind i den strategiske planlægningspraksis, som netop er kendetegnende for Barcelona-modellen. For turismen er byens – og alle i byens - anliggende.
For det andet skelnes der netop ikke mellem turister, økonomiske aktører og alle andre borgere. Principielt gælder dette også for alle eksterne aktører. De er er alle relevante aktører, der agerer i byen, og som byen skal inddrage og repræsentere i sin strategiske udvikling. Byen fremhæver her sammenhængskraft og medejerskab men også den gensidige forpligtelse som en måde at sikre lokal bæredygtighed; ikke mindst når det handler om den økonomiske redistribution af de værdier, som turismen skaber, og som i sidste ende er den faktor, som de fleste har for øje (AdB1 2015).
Som det tredje er der kortlægningen af udfordringer og muligheder, hvor Barcelona netop anvender aktørnetværkene til at skabe et solidt beslutnings- og handlingsgrundlag med støtte af Smart City Data, som man er begyndt at gøre det i alle dele af byens strategiske planlægning, og som kortlægningen ved Sagrada Familia er et godt eksempel på.
Endeligt er der udførelsen af konkrete initiativer, der skal fremme og afhjælpe turismens tilstedeværelse i byen. Med et visions- og planlægningsgrundlag, der er skabt med de relevante aktører på grundlag en detaljeret kortlægning, går Barcelona i gang. Det er netop karakteristisk i handlingsmodellen, at initiativer iværsksættes forsøgsvis og allerede under processen, og at man ofte handler i det små men med det lange perspektiv og den store vision for øje.
Analyse: Videre perspektiver
Turismen i Barcelona er kommet for at blive ifølge byens og forskernes vurdering (Raposo 2015). Dermed øger Barcelona ikke sin økonomiske resiliens i forhold til internationale konjunkturer og skift i turisternes præferencer. Dermed øges også risikoen for, at byen gradvist går på kompromis med sin integritet og kulturelle identitet i bestræbelserne på at opretholde indtjeningen fra turismen og opfylde turisternes ønsker på bekostning af byens egenart. Man har erkendt risikoen (AdB1 2015) men mangler endnu i fuldt omfang at producere plantiltag, som viser, at byen reelt er indstillet på ikke blot at følge strømmen, når de økonomiske muligheder viser sig. De to udvalgte eksempler i dette case study tegner dog lovende med et klart fokus på at bevare byens værdier.
Barcelona står stadig overfor en lang række uløste spørgsmål og vil skulle finde en lang række nyskabende planløsninger for at imødekomme den stadigt skiftende form for turisme i en proces, som formodentlig kommer til at vare i generationer (Goodwin 2018). Men byen er gået i gang, og der vil i de kommende år formodentlig vise sig en lang række spændende nye tiltag. Det gælder blandt andet i anvendelsen af Smart City Data, hvor Barcelona forsøger at lægge sig i front.
Barcelona-modellen to go; Nu med turisme! Under alle omstændigheder er verdens fokus rettet mod Barcelona, når det gælder planlægning for bæredygtig turisme. Barcelona har for alvor taget hul på problemstillingen. Som nævnt har byen også på eget initiativ udarbejdet et forslag til UNESCO omkring en bæredygtig turismemodel, som skal kunne applikeres af andre byer og regioner (AdB3 2017). Den såkaldte Barcelona Deklaration er dog endnu kun et forslag, men flere byer har allerede vist interesse for modellen. Barcelona håber – og bystyret har investeret i (Biosphere Tourism 2020) – at modellen på længere sigt kan danne grundlag for en egentlig certificeringsmodel for turismedestinationer, som dels kan sikre destinationernes udvikling og dels kan blåstemple dem overfor et stadigt mere bevidst publikum.
Konklusion
Turisterne med deres selfie-stænger og rullekufferter er blevet en fast del af Barcelona. Og med deres enorme antal og købekraft er de også blevet en uundværlig del af byens økonomi. Barcelonas borgere og bystyre har siden 2014 erkendt, at turismen er blevet en indlejret del af den moderne, tertiære by på godt og ondt. Man har dog også erkendt, at der er nødt til at ske en regulering af turismen for at modvirke, at turisternes fodaftryk kommer til at dominere byen og bidrage til en økonomisk og social ulighed, og i sidste ende at byens borgere mister retten til deres egen by, og sætter de værdier over styr – for både borgere og turister – som har gjort byen attraktiv i første omgang (Goodwin 2018 og AdB 2015).
Selvom det ikke er entydigt, hvad den internationalt anerkendte Barcelona-model egentlig består i (Marshall 2000, Monclùs 2003), så er det måske netop karakteristisk i byens aktuelle håndtering af turismespørgsmålet, at modellen kan ses som et udtryk for et mindset, der tillader modellen at anvendes som et agilt redskab til at aktivere alle former for aktører i identificeringen og løsningen af aktuelle udfordringer. Det gælder fra det strategiske niveau med formuleringen af visioner og strategier, der er afstemt mellem aktørerne, til det operative niveau med opstillingen af handlingsplaner for helt konkrete områder og på det taktiske niveau med udførelsen af konkrete tiltag (AdB2 2015). Med sin tilgang – og med sin formulerede politik for inddragelse af myndigheder, borgere og kommercielle aktører – forsøger byen med stort held ikke blot at aktivere men også at forpligte aktører på tværs af myndighedsskel, økonomiske interesser og individuelle positioner (Palou 2016). Denne form for forpligtende empowerment af alle typer af aktører om at skabe en gensidig ansvarlighed i byens udvikling på alle skalaer er måske netop det karakteristiske ved Barcelona-modellen. Det kommer i denne sammenhæng blandt andet til udtryk i den valgte grundlæggende opfattelse af turisterne som borgere – omend midlertidige – og ikke blot som turoperatørernes gæster. Såvel byen som turisterne har andel i en bæredygtig og ansvarlig udvikling (Abellanet i Meya 2015 og Goodwin 2018), hvilket også afspejler sig i byens meget visionære turismestrategi.
Denne tilgang har blandt andet været anvendt i den store omdannelse af det populære turistområde, Park Güell, som foruden at være UNESCO Verdensarv også er meget attraktiv for både turister og byens borgere. Det store antal besøgende i parken og i de tilstødende gader har været en udfordring for såvel bevaringen og besøgsoplevelsen af området samt i områdets karaktér som lokalt rekreativt areal. Her man netop på baggrund af en klar identificering af problemernes omfang og karaktér formået at aktivere og forpligte turoperatører og lokale kræfter i en fælles indsats med byen Barcelona som den primære aktør. Projektet har indtil videre givet en god start på at skabe en universel bæredygtighed i områdets anvendelse.
Barcelona-modellen har i flere sammenhænge vist sine begrænsninger ved ikke på samme måde at formå at engagere og forpligte regionale, nationale og supranationale aktører (Rodriques 2019). Det kommer eksempelvis til udtryk ved Sagrada Familia, som dels ikke er ejet af kommunen og dels er behæftet med en række klausuler fra såvel den spanske stat og kirke som fra UNESCO. Her ses det blandt andet tydeligt, at der er vidt forskellige mål for bæredygtighed set på tværs af de forskellige aktører. De erkendte problemer med det meget store antal besøgende i og ved kirken, og den negative påvirkning, som turisterne tilfører de umiddelbart tilstødende områder, er endnu ikke løst til utilfredshed for byen, dens borgere og for UNESCO. Men bestræbelserne på at finde langsigtede løsninger fortsætter med små men vigtige tiltag.
Flere europæiske byer arbejder i disse år for at skabe en bæredygtig turismeudvikling. Hvem udviklingen så skal være bæredygtig for, er imidlertid det spørgsmål, som man i de færreste byer har formået at formulere. I Tallinn og Budapest, hvor man ser mange af de samme turismerelaterede fænomener som i Barcelona, er det fortsat de kommercielle interesser, der har primat. I Venedig er man begyndt at kræve afgifter fra turisterne og overvejer delvist at begrænse deres antal. Turismen er simpelthen for god en forretning. Udfordringen er således flerstrenget og griber dybt ind i byernes sociale og økonomiske strukturer. Byerne har derfor også vanskeligt ved entydigt at kortlægge udfordringerne og agere på dem. Her kan Barcelona dog noget ganske særligt, og inddragelsen af alle aktørers positioner og af Smart Data til kortlægning og analyse åbner helt nye perspektiver for at skabe et validt, videnskabeligt grundlag for planlægningen.
Eksemplerne fra Barcelona viser, at selv mindre og meget lokale og borgernære udfordringer kan opfattes som svære og kan føre til politisk og social uro, hvis de ikke håndteres på et såvel overordnet politisk/strategisk niveau som på et taktisk niveau med konkrete tiltag. Samtidig viser eksemplerne, at problemstillingen netop kan afhjælpes ved at bringe de forskellige aktører sammen i fælles løsninger på alle niveauer og i en gensidig forpligtelse mellem byen og dens borgere, de kommercielle aktører og turisterne.
Kilder og litteratur
300.000 km/s; Morphologies of Tourism. A description of the impact of tourism in Barcelona, 2017
300.000 km/s; Big Time BCN. Interactive heritage map, 2020
Abellanet i Meya, Maria: Buscant l’encaix entre el turisme i el model de ciutat, El turism a debate. Comissària del pacte Barcelona, ciutat i turisme, 2015
Ajuntament de Barcelona (AdB 2001); Normes reguladores del funcionament dels districtes, 2001
Ajuntament de Barcelona (AdB1); Strategic Tourism Plan 2020 - A collective strategy for sustainable tourism, 2015
Ajuntament de Barcelona; Barcelona instal·la plataformes en calçada per ubicar les terrasses i ampliar l’espai per a vianants a les voreres de l’entorn de la Sagrada Família, 2016
Ajuntament de Barcelona (AdB2); Barcelona Tourism for 2020, Action and Framework, 2017
Ajuntament de Barcelona (AdB 2017); Reglament De Participació Ciutadana, 2017
Ajuntament de Barcelona (AdB3 2017); Barcelona Declaration. Building Sustainable Tourism in the Framework of the New Urban Agenda, 2017
Ajuntament de Barcelona (AdB 2018); Observatori del Turisme a Barcelona ciutat i regió 2017, 2018
Ajuntament de Barcelona (AdB4 2018); Proposta Estratègica per al Park Güell 2018
Ajuntament de Barcelona (AdB5 2018); Percepció del Turisme a Barcelona – Any 2018. Presentació de Resultats, 2018
Ajuntament de Barcelona (AdB 2020); Portal d’Informació Urbanística, 2020
Arias Sans, Albert; Managing the tourist city Remarks from Barcelona, præsentation i Barcelona 2019
Balfour & Quiroga; Houses of many Nations: Identities in Catalonia and the Basque Country. The Reinvention of Spain: Nation and Identity since Democracy, 2009
Big Data Center of Excellence Barcelona (BDCoE); The Sagrada Familia Technology Study, præsentation ved Smart City Expo, 2016
Biosphere Tourism; International Certification Standard for Tourism Destinations, 2020
Blakeley, G.; Local Governance and Local Democracy: The Barcelona Model. Local Government Studies, Vol. 31, No.2, 2005
Carandell, Josep Maria; Park Güell. Utopia de Gaudí, 1998
Clua, Álvaro; Barcelona. Planning and projects, præsentation I Danmark 2019
el Periódico; Los visitantes de la Sagrada Família se disparan y ya son 4,5 millones al año, 30.01.2017
Goodwin, Harold; Responsible Tourism Partnership, Working Paper 1 (2nd edition), 2018
Harvey, David; The right to the city. I New left review 53, 2008
ICOMOS; Guidance on Heritage Impact Assessments for Cultural World Heritage Properties, 2011
Marine-Roiga, Estela, Clavé, Salvador Anton; Tourism analytics with massive user-generated content: A case study of Barcelona. I Journal of Destination Marketing & Management, Volume 4, Issue 3, October 2015
Marshall, T.; Urban Planning and Governance: Is there a Barcelona Model?, 2000
Marshall, T.; Introduction. Transforming Barcelona: The Renewal of a European Metropolis. 2004
Mastercard; Mastercard Global Destination Cities Index 2019
Monclus, F-J. (2003); The Barcelona Model and an Original Formula? From “reconstruction” to strategic urban projects (1979-2004), Planning Perspectives 18:4, London 2003
Palou, Saida (2016): Patrimoni, turisme i Ciutat, Ajuntament Barcelona 2016
Pla Metropolita de Barcelona; Barcelona Visio 2020. A Strategic Proposal, Pla Metropolita de Barcelona, 2010
Raposo, Miquel Puig: There are only two tourism models: a good one and a bad one. I Barcelona Metròpolis, Edition nùm 095, 2015
Rodriques, D; Metropolitan Strategic Plan Of Barcelona. Lessons from 30 years of history, Præsentation I Barcelona 2019
Sala, Toni; My Home, Your Home. I Barcelona Metròpolis, Edition nùm 095, 2015
Santamaria, Mar og Martínez, Paplo; 300.000 km/s. Præsentation i Barcelona 2019
Sigma; Plan estratégico del comercio de la Sagrada Família udarbejdet for Ajuntament de Barcelona 2018
Síndica De Greuges; Decisió De La Síndica De Greuges Referent A L’actuació D’ofici De Referència En Matèria De Turisme I El Seu Impacte En La Qualitat De Vida Del Veïnat De Barcelona, 2015
Statista; Tourism in Barcelona - Statistics & Facts, 2018
Tome, Isabel; Barcelona Metropolitan Urban Master Plan. Præsentation og interview i Barcelona 2019
UNESCO World Heritage Center; Materialer vedrørende Works of Antoni Gaudi (ref. 320bis, Inscribed 1984/2005):
Évaluation de l'organisation consultative (ICOMOS), 1984
38COM 8E - Adoption of Retrospective Statements of Outstanding Universal Value, 2014
37COM 7B.103 - Omnibus Decision, 2013
36COM 8D - Clarifications of property boundaries and areas by States Parties in response to the Retrospective Inventory, 2005
08COM IXA - Inscription: Parque Guell, Palacio Guell and Casa Mila, in Barcelona (Spain), 1984
Periodic Reporting Cycle 2, Section II, 2014
State of conservation reports 2013
UNESCO World Heritage Center; The Budapest Declaration on World Heritage, WHC-02/CONF.202/5, 2002
UNESCO World Heritage Center; The Budapest Declaration on World Heritage; Policy orientations. Defining the relationship between world heritage and sustainable tourism, WHC Decision 34 COM 5F.2, 2014
UNESCO World Heritage Center; Background Document Prepared by the World Heritage Centre, with inputs from ICOMOS, ICCROM and IUCN, International World Heritage Expert Meeting on Visual Integrity, Agra, India, 2013
UNESCO World Heritage Center; Operational Guidelines 2020
Xavier, Tiana; AMB – Institution, præsentation I Barcelona 2019