I planlægningen har man i allerede i en del år talt om begrebet Brownfields, som omfatter tidligere industrianlæg, havne og grunde, som idag er forladte og ligger som ar i vores byer og landskaber og ofte som store miljømæssige belastninger med en betydelig forurening.

 

I forhold til udvikling af byer rummer disse brownfields ofte store potentialer, idet de typisk ligger på attraktive grunde ved vandet eller i udkanten af bymidterne. Samtidig er brownfields ofte kulturhistorisk internessante, da de ligger som vidnesbyrd om 18- og 1900-tallets industrialisering med en bygningsmasse, som også ofte rummer store arkitektoniske værdier.

​

Brownfields er derfor ofte en central del af byers og områders identitet og selvforståelse; værftet, fabrikken, havnen har tegnet byen gennem generationer og givet arbejde og udvikling. Samtidig har de tidligere anlæg været en integreret del af byens layout og struktur i forhold til områdernes infrastruktur og bevægelsesmønstre. Og med de mange tidligere arbejdspladser er stederne som regel velkendte og har en meget tæt relation til byens sociale og økonomiske strukturer, selvom områderne ofte ikke var tilgængelige for den brede offentlighed, mens de var i funktion.

​

Khaki Fields rummer som udgangspunkt mange af de samme karakteristika som brownfields. Alligevel har de tidligere militære områder ofte en meget anderledes relation til byen; de er ikke en integreret del af civile samfund i hverken fysisk eller identitetsmæssig forstand. De har levet deres eget liv, løsrevet fra byen, og de har deres egen historie, der ofte ikke hænger sammen med historiefortællingen i det omkringliggende område.

​

Khaki Fields og hvordan man udvikler og integrerer dem i den civile udvikling i landskabet og i byen er ét af PlanScapes særlige fokusområder.