De mindre byers militære landskaber og historier, 1920-2000
Den 23. januar 2020 holdt Thomas Tram Pedersen et oplæg på Dansk Center for Byhistories seminar om ”Den lille bys historie, 1850-2000” i Den Gamle By i Århus.
I tiden efter 1. Verdenskrig flyttede det danske forsvar igen sine kaserner, depoter, flyvepladser og øvelsesterræner ud af hovedstaden. Flere og flere lokaliteter kom til mindre byer rundt om i hele landet. I midten af 1920’erne havde Forsvaret knap 100 lokaliteter. I midten af 1960’erne var dette antal vokset til knap 1.700. Knap 20.000 statslige arbejdspladser blev udflyttet til provinsen. Soldaterne var for alvor kommet til de mindre byer.
De mange nye militære tjenestesteder fyldte godt i landskabet: I 1970 udgjorde den lokale flyvestation ca. ¼ af Karup Kommunes samlede areal, mens i gennemsnit hver anden indbygger i Stevns Kommune i 1980 enten selv var ansat eller havde sin nærmeste pårørende i Forsvaret.
Det er karakteristisk for mange af de byer, der i 1950-60’erne fik nye militære lokaliteter, at der naturligt opstod en række konflikter og relationer til de omkringliggende samfund. Brudflader mellem inde og ude – mellem det civile og det militære – mellem det åbne og det lukkede. Og ikke mindst brudflader i byernes selvforståelse og identitet i forholdet mellem den traditionelle historiske betydning som stations- eller handelsby og den aktuelle betydning af den militære tilstedeværelse. Udgangspunktet for relationerne var sjældent positivt; forsvaret eksproprierede jord til sine anlæg, spærrede områder af og larmede. Omvendt sikrede den militære tilstedeværelse fortsat liv i byen og udvikling af dens erhvervsliv.
Selvom der var tætte relationer – på godt og ondt – mellem det militære og det civile i mange små byer, som næppe havde gennemgået den samme udvikling uden den militære tilstedeværelse, var det de færreste af byerne, der udviklede en identitet som garnisonsby, som man ser det i de større byer. Det militære foregik i vid udstrækning adskilt fra byens øvrige liv. Bag hegnet. I det skjulte. De militære områder blev sjældent fuldt integreret i byens liv, strukturer og selvforståelse – heller ikke efter de forsvandt. Det ser man tydeligt effekten af i dag, hvor mange militære områder ved de mindre byer ligger øde hen. Forladte og som en historisk dødvægt, der ikke bliver indtænkt i byernes videre udvikling. Tilsvarende fylder den militære tid overraskende lidt i den lokale erindring og historieskrivning, hvorimod de klassiske større garnisonsbyer har en stolt tradition og historiefortælling omkring deres militære fortid – også længe efter den er slut.
I sit oplæg gav Thomas Tram Pedersen en række eksempler på, hvordan den militære tilstedeværelse påvirkede bysamfundenes udvikling i den kritiske periode efter 2. Verdenskrig. Oplægget tager sit udgangspunkt i en række danske og udenlandske erfaringer med at åbne, ”civilisere” og transformere tidligere militære anlæg som en del af civile mindre lokalsamfund.
Thomas Tram Pedersen er uddannet historiker fra Odense, Berlin og Freiburg og afslutter nu en master i strategisk byplanlægning på KADK. Han har 20 års erfaring fra museumsbranchen som blandt andet overinspektør på Tøjhusmuseet, på Koldkrigsmuseum Stevnsfort og på Danmarks Borgcenter. Thomas Tram Pedersen har arbejdet indgående med den moderne militære tilstedeværelse over hele landet og har herunder været projektleder på revitaliseringen af Københavns Befæstning og har på vegne af Kulturstyrelsen stået for kortlægningen og vurderingen af næsten 2.000 militære anlæg fra Den Kolde Krig. Thomas Tram Pedersen er i dag selvstændig konsulent og rådgiver kommuner, bygherrer, museer og arkitekter om bevaring, formidling og transformation af tidligere militære anlæg for kunder i bl.a. Danmark, England, Tyskland og Estland.