Som led i et studie af den målrettede udvikling og håndtering af turismen i Barcelona, som PlanScape gennemførte i efteråret 2019, er nogle af de tilsvarende problemstillinger i tre andre europæiske storbyer kort sammenfattet. Den første er Venedig, hvor turismen i enhver forstand er røget ud af skala.
Barcelona er i verdensklasse, når det gælder turisme målt på en enhver parameter. Men Venedig er legendarisk. Den velbevarede senmiddelalderlige og renæssanceby med sine kanaler, broer og palazzoer blev udpeget som UNESCO Verdensarv i 1987, og byen er helt unik i sin bevaring, sit udtryk og i sin struktur. (1)
Byen er derfor belagt med alle tænkelige restriktioner for sin udvikling af nationale, regionale og lokale fredningsmyndigheder, ligesom UNESCO har stillet enorme krav til den pligtige forvaltningsplan for verdensarvslokalitetens kerneværdi. Sammen med en rigid og bureaukratisk kommunale forvaltning, der forestår al planlægning for kommunen, der er på størrelse med Aarhus, har gjort alle former for planlægning langsommelig og meget besværlig. Der sker derfor stort set ingen fornyelse i selve middelalderbyen, og der har traditionelt ikke været en egentlig udviklingsstrategi for denne del af byen. En sådan er dog nu på vej foranlediget af et enormt pres fra borgere og myndigheder for at sikre byen mod klimaforandringer, men denne plan vil primært indeholde initiativer, der realiseres i lagunen omkring middelalderbyen.
Det er dog turismen i Venedig, som i dag måske er mest legendarisk. Turismen i byen har været et fænomen siden slutningen af 1500-tallet og ligger dybt indlejret i byens struktur med mange hoteller, gæstehuse og restauranter. Men i den sidste generation er byen blevet kendt for at være overbefolket af turister og for at være én af de dyreste byer i verden at besøge. Mens det i mange år var et brand for byen, er turismens omfang efterhånden røget helt ud af skala, hvilket har fået mange af byens borgere og flere eksterne myndigheder til at sige fra.
Venedigs middelalderby er ikke meget større end Park Güell i Barcelona eller Vesterbro i København og har ca. 40.000 indbyggere, mens den i 2017 blev besøgt af over 20 millioner gæster. Langt de fleste af disser er éndagsturister og ca 47% kommer fra de 3-4 krydstogtsskibe, der hver dag anløber havnen midt i byen. (2) Og tallet er stigende.
Presset fra de mange turister er enormt og har i al væsentlighed suspenderet den del af byens liv, som ikke handler om at betjene turister. De fleste borgere har deres indtægter fra turismen, mens mange forretninger i byen er ejet af virksomheder udenfor byen. Også turisterne selv reagerer, idet mange må opgive at se de mest populære attraktioner på grund af trængslen og derfor bare ender med en kop kaffe til 14€ på Marcuspladsen. Samtidig ødelægger turisterne oplevelsen for hinanden for slet ikke at tale om udsigten til de enorme krydstogtsskibe, der udgør hovedparten af byens skyline.
Antallet men også formen af turismen har fået både nationale og regionale myndigheder samt UNESCO til at reagere, og i et nyt fællesskab suspenderede man i 2015 effektivt kommunens ret til selv at planlægge for middelalderbyen. Man pålagde herefter kommunen en turismestrategi, der trådte i kraft i 2017, og som gradvist bliver implementeret (3). Planen har ikke fulgt en egentlig strategisk proces men introducerer én for fremtiden, der skal give borgere og andre aktører et element af indflydelse på planlægningen. Et lavt element, da man mener at markedskræfterne har spillet fallit i byen og netop har bidraget til overturismen.
Den nye turismestrategi omfatter også konkrete tiltag i byen og ikke mindst i de besøgendes benyttelse af byen, men kun få egentlige rumlige interventioner. Herunder vil der blive introduceret entré til byen for alle gæster og særlige entréer til udvalgte steder, og der vil komme ensretning for fodgængere og zoner, hvor man ikke må stå stille. Samtidig vil man regulere restaurantionslivet og herunder forbyde take away, ligesom alle ejendomshandler i byen fremover skal godkendes af en særlig kommission. Endeligt vil man flytte krydstogtsskibene udenfor byen til nye anlæg, hvorfra gæsterne fragtes med en pligtig shuttle til middelalderbyen. Og tilbage igen på et bestemt tidspunkt.
Alting i Venedig er ude af skala. Nu skal byen tvinges ind i rammen igen. Om den vil det eller ej.
Noter: 1: UNESCO WHC ref. 394
2: Connor, CJ; Safe and Sustainable Tourism: Managing Venice’s Millions of Visitors, 2018
3: Citta di Venizia; Project of territorial governance of tourism in Venice, 2017