Som led i et studie af den målrettede udvikling og håndtering af turismen i Barcelona, som PlanScape gennemførte i efteråret 2019, er nogle af de tilsvarende problemstillinger i tre andre europæiske storbyer kort sammenfattet. Det andet og mere afdæmpede eksempel er Tallinn, som PlanScape kender rigtig godt fra en hel stribe opgaver. Her fører turismen i mange sammenhænge fører et parallelt liv.
Barcelona og Venedig er i særlige, når det handler om turisme. Tingene er nemlig langt mere fredelige i Estlands hovedstad, Tallinn. Den fine middelalderlige bykerne blev udpeget som UNESCO Verdensarv i 1997, kort efter Estlands selvstændighed, som det bedst bevarede eksempel på en Hansestad. Udpegningen omfatter dels den 113 ha store middelalderlige bykerne men også en næsten 3000 ha stor bufferzone, som skal sikre indblikket til byen fra alle retninger, hvilket lægger nogle omfattende begrænsninger på den relativt lille bys mulighed for at udvikle sig udenom bykernen.
Udpegningen fra UNESCO var i vid udstrækning en anerkendelse af det nye Estland og skete, selvom byen på daværende tidspunkt var i voldsomt forfald efter 50 år som Sovjetunionens yderste provins. Man har i de sidste 25 år genopbygget og restaureret byen til at være netop det, som UNESCO gerne ville have; et glansbillede på en genskabt autentisk middelalderby.
Det er noget, som turisterne holder af. Byen bliver hvert år besøgt af ca 3 mio. turister, heraf 635.000 krydstogtsturister i løbet af tre sommermåneder. Krydstogtsturisterne holder sig indenfor bykernen og er der typisk kun 3-5 timer midt på dagen. Fra kl 15 er byen tom. Ude af syne. Kun enkelte lokale og lejerne i de mange turistlejemål bevæger sig rundt i de brolagte gader; typisk for at komme væk til steder med mere liv. Det hjælper ikke på det, at der bor færre end 3.000 mennesker i bykernen, idet alle i sovjettiden flyttede fra de faldefærdige middelalderhuse til fordel for et liv i nye elementbyggerier med centralvarme, som findes i tusindevis i byens forstæder. Efter selvstændigheden i 1991 havde esterne ingen penge, og næsten alle huse i bykernen blev opkøbt for en slik af finske, svenske, tyske og siden russiske og kinesiske investorer, som stadig ejer dem. Der er i dag alene i bykernen mere end 900 ferielejemål. Men kun få lokale og næsten ingen butikker.
Det er således ikke antallet af turister, som udgør byens udfordring. Det er i højere grad byens story telling og bevaringsmæssige status. Estland adopterede efter sin selvstændighed det danske plansystem og fredningslovgivning, som i vid udstrækning stadig er i brug, men i en antikveret form. Estland har udviklet en meget stærk transparens i sin offentlige forvaltning, men der er i den tidligere sovjetrepublik ingen tradition for at blande sig i offentlig forvaltning, og borgermøderne i byen er gabende tomme. I stedet er der en stærk tro på innovation, initiativ og på de frie markedskræfter til landets bedste, som også sætter dagsordenen for den middelalderlige bykerne. Der er nemlig penge i turister, og derfor skal glansbilledet holdes intakt. Der findes ingen udviklingsplan for Tallinns middelalderlige bykerne, men i stedet en bevaringsplan, som turismeorganisationen sammen med kommunens tekniske forvaltning forestår. Alle andre steder i byen buldrer udviklingen afsted. Men ikke i bykernen, hvor man ønsker at forblive i middelalderen. Målsætningen for byens turismestrategi har således også været, at fastholde turisterne ved at gøre det samme – bare bedre og endnu mere middelalderligt.
Netop dette er senest blevet Tallinns reelle turismeproblem; byens identitet og selvopfattelse. Flere og flere borgere og politiske kræfter er begyndt at reagere på denne storytelling. Estland er et ungt og dynamisk land, som vil være kendt for teknologi, innovation og umiddelbarhed. Samtidig arbejder det unge land ihærdigt på en nation building proces, der skal give landet en national identitet efter 800 års besættelse af først Danmark, siden Tyskland, Sverige og senest Rusland og Sovjet. Og her passer glansbilledet ikke ind; en velbevaret tysk hansestad opkaldt efter byens danske borg, som man sælger til finner, der kommer for at drikke sig fulde, til amerikanere og kinesere, der ikke aner hvor de er, og ikke mindst til russiske turister, som man hader af et godt hjerte.
Der ligger nu et forslag hos bystyret om, at Tallinn skal have en ny turismeplan, der skal skabes efter forbillede fra Barcelona, og som skal gøre resten af byen synlig. Planen skal samtidig suppleres med en udviklingsplan for bykernen, der skal erobre boligerne og butikslivet tilbage gennem regulering af udenlandske ejere. Man vil vinde retten til byen tilbage fra turisterne.