• Thomas Tram Pedersen

VORES LOKALE IDENTITET OG KULTURARVEN

Opdateret: 13. aug. 2019


Kulturarven som identitetsskabende element i byens udviklingsvisioner



Indledning

Stationsby, garnisonsby, havneby, industriby; vi har ofte et meget klart billede af, hvad der er de enkelte danske byers historisk betingede identiteter, hvordan de skal forstås, og hvordan byerne forstår sig selv. Det samme gælder i nogen grad de landskaber, som omgiver eller forbinder byerne eller har været medbestemmende for deres oprindelige placeringer (Moore og Whelan 2012). Netop disse identifikationer er blevet regnet for konstanter, fordi de har været de prægende for stederne siden middelalderen eller i det mindste siden udskiftningen omkring 1800 og industrialiseringen gennem 18-og 1900 tallet.


Men vores byer og landskaber udvikler sig løbende og består af en lang række overlejrede elementer, der afspejler stedernes udvikling over tid og i funktion. Dermed udgør de til enhver tid rammen for det liv og de interaktioner, som kendetegner vores byer og landskaber på alle niveauer og i alle skalaer (Jenkins 2008), (de Certeau 1984) og er én af grundstenene i byernes identitetsmæssige DNA på godt og ondt (Zukin 2012; Koolhaas 1995).


Det er nemlig samtidig karakteristisk, at langt de færreste byer i dag fortsat er, hvad deres historiske identitet kendetegner dem som. Stationen, garnisonen, havnen eller industrien er ofte ikke længere de drivende økonomiske eller sociale faktorer i byerne, og også vores landskaber gennemgår en hurtigere og hurtigere udvikling, der udfordrer deres strukturer, udtryk, æstetik og betydning, som ellers har været gældende i generationer. Det ændrer dog ikke ved, hvordan vi ser byerne. Eller vælger at se dem. Udpegningen af bevaringsværdige kulturmiljøer i byerne skal blandt understøtte byernes identitet men har ofte været rent subjektive og normative betragtninger omkring udvalgte og ofte løsrevne elementer i byen, der tager deres udgangspunkt i, hvad der var engang og mindre i, hvad der fremover bør være (Albrechts 2017).


Netop spørgsmålet om tolkning af fortiden og valg for fremtiden er relativt i forhold til, hvem der betragter og i hvilken skala. Set i en regional eller national sammenhæng, kan et sted repræsentere én historie og bygninger eller hele miljøer kan være bevaringsværdige i en regional, national eller international kontekst og vil af nogle agenter blive anskuet som sådan (Albrechts, Healey, og Kunzmann 2003). Set i det ultranære

perspektiv, er der imidlertid helt andre kulturværdier, der kan gøre sig gældende og netop være det bevaringsværdige (Jacobs 1958), eller der kan være tale om helt andre operationelle og individuelle strukturer og værdier, der går på tværs af de vedtagne værdier og skaber nye rum og sammenhænge, end de oprindeligt tiltænkte (de Certeau 1984).


Dette afspejler sig naturligvis i byernes bygningsarv og strukturer. Men det afspejler sig samtidig også i byernes italesættelse af sig selv og i andres vurderinger af byerne. Dermed bliver kulturarven også ofte rammen for, hvordan byerne ønsker at tage afsæt i deres historiske baggrunde i den fremtidige udvikling. Dette kommer ikke mindst til udtryk, når myndigheder og andre agenter skal identificere, beskrive og arbejde med byernes kulturmiljøer indenfor rammerne af behovet for at udvikle vores byer. Denne problemstilling har også danske forskere gennem mange år forsøgt at italesætte og finde løsninger på men fra vidt forskellige sider og med vidt forskellige formål. (Carlberg m.fl. 2003).


Der er netop en iboende subjektivitet og normativitet i kulturarvsarbejdet, som yderligere bliver understreget af de mange forskellige primære aktører, som med vidt forskellige baggrunde skal arbejde med at sikre kulturarven. I en artikel fra 2003 redegør etnologen Kristian Kristiansen udmærket for status i kulturarvsarbejdet i byerne og i landskabet i Danmark (Kristiansen 2003). Det er i denne sammenhæng dog netop karakteristisk, at Kristiansen fremfor alt kigger på sit eget fagfelt og dets relation til kulturarven i byen og i landskabet, mens han kun i begrænset omfang ser på arkæologernes, historikernes og kulturgeografernes arbejde indenfor det samme område. Dette er naturligvis fagligt betinget, og fordi der blandt museernes etnologer har udviklet sig et eget forskningsfelt med egne spørgsmål. Det er måske endnu mere karakteristisk, at Kristiansen – uden at kunne præcisere det – efterlyser andre fagligheder i arbejdet uden at kende til eks. arkitekters, sociologers, antropologers og økonomers andel i særligt den kommunale ende af samme problemstilling. Endeligt er offentligheden helt fraværende i denne autoritære tilgang; det er alene et myndighedsprojekt, som det også fastslås af Eske Wohlfahrt i samme antologi, og med det formål at fiksere en tilstand og bevare den for eftertiden (Carlberg m.fl. 2003).




Gardehusarkasernen i Næstved fra 1939-40. Selvom Næstved ikke siden 2001 har været garnisonsby, ligger netop karakteren som garnisonsby dybt i Næstveds identitetsmæssige DNA. Gardehusarkasernen og den ældre Grønnegades Kaserne er derfor oplagte emner til bevaring for byen. Næstveds historie som havneby eller hospitalsby optager ikke byen på samme måde, selvom havnen og sygehuset fylder mindst lige så meget i bybilledet. De har derfor heller ikke fundet vej ind i de 100 kulturmiljøer, som Næstved Kommune har udpeget og beskrevet.




To eksempler på danske metoder til sikring af kulturarven.


Der er i Danmark – som i flere andre europæiske lande (Ashworth 2017) - et lovbestemt krav i Planloven (Bekendtgørelse af lov om planlægning 2018) om, at kommunerne skal tage højde for og indarbejde bevaringsværdige kulturspor i deres planlægning. Arkitekter, planlæggere og kulturgeografer i kommunernes planafdelinger har her metode- og valgfrihed og gives ikke nærmere retningslinier for, hvordan opgaven skal gribes an eller til hvilket formål. Det er således i sidste ende særligt lokalpolitiske hensyn, der bliver afgørende, og der findes ikke en tilsvarende national strategi på området.


En stor del af opgaven med et udpege og beskrive kulturarven i byerne og i landskabet er i henhold til Museumsloven uddelegeret til museerne (Bekendtgørelse af museumsloven 2014), hvor det typisk er nyere tids etnologer, der med deres særlige faglighed arbejder indenfor feltet med en klar fokus på kulturbevaring ud fra museale hensyn.


Der findes dog heller ikke her klare anvisninger for, hvad samarbejdet mellem kommuner og museer skal ske, og den forvaltningsmæssige praksis på området er meget forskellig og ikke altid videnskabeligt funderet eller baseret på en strategisk, inddragende planlægning. I stedet har arbejdet med bygningsfredning i de sidste 100 år taget udgangspunkt i klassiske særligt arkitekturhistoriske og æstetiske værdier i enkelte bygninger og siden 1970’erne i SAVE-metoden, som inddrager enkelte yderligere vurderingskriterier af bygninger i en løsrevet kontekst.


Endeligt har man siden begyndelsen af 1990’erne ved museer og i kommuner arbejdet med mere samlede kulturmiljøer. Kulturmiljøbegrebet blev lanceret som en administrativ størrelse i 1994 af daværende miljøminister Svend Auken ud fra en erkendelse af, at de hidtidige udpegnings- og værdiansættelsesformer ikke længere var tilstrækkelige til også at kunne håndtere sikringen af mere komplekse enheder som større gårdanlæg, landsbyer, landskabelige strukturer og senere også by- og industrimiljøer i forbindelse med fornyelser i byerne og på landet. Med lanceringen fulgte imidlertid ingen formel definition på begrebet, og selvom det anvendes i lovgivningen, findes der i udpegningerne af bevaringsværdige kulturmiljøer ingen selvstændige værktøjer til beskyttelse. Kulturmiljøbegrebet er dog tentativt defineret af Skov og Naturstyrelsen som; „et geografisk afgrænset område, som ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af samfundsudviklingen“ (Skov og Naturstyrelsen 2003)

Den umiddelbare foranledning for lanceringen af dette begreb var store omlægninger i landbruget og nye miljøkrav, og de første mange udpegede kulturmiljøer var da også historiske, agrare strukturer som landsbyer med tilliggende ejerlav. Her stod man i vid udstrækning på skuldrene af den landbrugshistoriske forskning i 1970’erne på universiteterne, som havde et helt andet sigte end at bevare men i stedet blot ønskede registreringen. Derfor blev kulturmiljøet som en enhed heller ikke videre anvendeligt i kommunernes planlægningsarbejde i takt med lanceringen af strategiske planlægningsprocesser.


Først i de seneste år, er kommunerne begyndt at gøre op med de tusindevis af kulturmiljøudpegninger, som siden midten af 1990’erne er blevet foretaget af museerne og indberettet til kommunerne – uden større effekt. Mange af disse udpegninger er aldrig blevet beskrevet eller kvalificeret, fordi man savnede værktøjerne til det, og fordi museerne har håndteret opgaven upræcist og mere end stedmoderligt (Slyngborg 2018).


Kulturmiljøbegrebet er dog stadig centralt i arbejdet med kulturarven i kommunerne og på museerne. Indenfor de seneste år er der derfor lanceret hele to metoder til udpegning og vurdering af kulturmiljøer, der skal give værktøjer til at revurdere og operationalisere kulturmiljøudpegningerne.

Først lancerede Arkitektskolen i Aarhus i 2016 en ny screeningmetode for kulturmiljøer – SAK-metoden – som et værktøj til dette formål (Ostenfeld Petersen og Morgen 2018). Metoden er udarbejdet i samarbejde med to kommuner og med støtte fra RealDania og beskrives som at være;


”.. et enkelt værktøj til at vurdere kulturmiljøer og bebyggede helheder, som kan anvendes til at skabe overblik over kulturmiljøerne i kommunen og værdisætte, prioritere og udpege værdifulde kulturmiljøer. Metoden identificerer kulturmiljøernes værdier og egenskaber med fokus på den bærende fortælling. Derved bliver metoden et strategisk redskab i aktiveringen af kulturmiljøernes udviklingspotentialer.”(Ostenfeld Petersen og Morgen 2018).


Mens metoden bygger videre på de traditionelle KIP- og SAVE-vurderinger af de kulturmiljøer, som kommuner og museer gennem en årrække har udpeget, tager metoden udgangspunkt i en fornyet screening og en revurdering efter nye og mere detaljerede værdiparametre; kulturhistoriske, arkitektoniske og integritetsmæssige værdier, som skal give en helt konkret score indenfor potentialeområderne; turisme, bosætning, erhverv og kultur. I tilknytning til metoden har virksomheden BARK lanceret en metode til potentialevurdering af kulturmiljøerne (BARK 2016).


Som led i projektet er metoden blevet anvendt af Arkitektskolen i samarbejde med i alt 22 danske kommuner til at foretage en revurdering af godt 600 kulturmiljøer. Eksempelvis er metoden i 2018 blevet anvendt i Stevns Kommune, hvor man revurderede i alt 80 tidligere udpegninger af kulturmiljøer og reducerede dette antal til 30, mens kun ét nyt kulturmiljø blev tilføjet. Resultatet er endnu ikke publiceret.



Byer på Stevns som St. Heddinge, Rødvig, Vallø By og Hårlev fik i 1960'erne og 1970'erne karakteristiske områder med énfamiliehuse og let industri. De nye kvarterer tegner byerne, når man nærmer sig byernes historiske kerner og er dermed meget synlige vidnesbyrd om bolig- og erhvervsstrukturen i vores nære fortid. Alligevel er områderne ikke karakteriseret som kulturmiljøer, fordi de stikker i øjnene på vores normative historieopfattelse, vores æstetiske præferencer og arkitektoniske kvalitetsopfattelse. Istedet opfatter Stevns stadig sig selv som et agrart samfund, og kulturmiljøudpegninger fokuserer meget ensidigt på denne identitet. Det binder Stevns i al evighed.



Mens de to forbundne metoder primært er præsenteret som vejledninger, og deres videnskabelige grundlag endnu ikke er publiceret, forekommer det tydeligt, at de begge ligger i direkte forlængelse af en

analytisk strategiske planlægningsteori som beskrevet af Karina Sehested (Sehested 2009). Metoderne er udviklet med henblik på, at de væsentligste aktører sammen kan skabe et konkret, resultatorienteret værktøj på et fagligt solidt grundlag, som kan indarbejdes i kommunernes planarbejde. Derved leverer metoderne også konkrete bud på handling for de direkte implicerede aktører, som ofte er under et politisk, økonomisk og administrativt pres for at skabe operationaliserbare resultater i en verden, der er i hastig forandring, og hvor myndighederne ikke altid er de drivende og initierende kræfter (Bryson 1988). Til gengæld er metoderne statiske og leverer i deres egen definition endelige resultater, der tjener som en normativ legitimering af området (Sehested 2009). Ganske vist kan de indgå som elementer i videre strategiske processer med en lærende tilgang, men deres resultater ligger fra starten fast og i kraft af arkitektskolens og kommunernes autoritet, vil de indgå med en stor vægt i det videre arbejde. Og med et foruddiskonteret resultat. De udpegede kulturmiljøers bidrag til en lokal bevaring og historisk funderet identitetsudvikling kan derved risikere at blive en selvopfyldende profeti. Ved at vælge at bevare bestemte historiske miljøer i en bestemt form ud fra en snæver faglig betragtning - eller i mangel af andre særegne identitetstræk - vil stedets fremtidige identitet være givet og være en videre projektion af fortiden. Som Rem Koolhaas udtrykker det, vil bevaringen overtage fokus fra alle andre udviklingstendenser og gøre anden lokal udvikling overflødig (Koolhaas 1995; Koolhaas og Otero-Pailos 2014).



Uafhængigt at SAK-metoden, har Mette Slyngborg fra Sydvestjyske Museer med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen - og dermed også med en betydelig autoritær vægt – lanceret en alternativ metode til vurdering af den samme kulturarvsstørrelse; KulturMiljø-metoden (Slyngborg 2018). Målet er som for SAK- metoden at skabe et entydigt værktøj, som kommunerne umiddelbart kan anvende i samarbejde med museerne til at løse en lovbundet men udefineret og ressourcekrævende opgave. I stedet for en potentialevurdering tilbyder denne metode en klar geografisk afgrænsning af kulturmiljøerne, der uden videre kan lægges ind i kommunernes planstrategier. Men hvor SAK-metoden tager udgangspunkt i arkitekternes traditionelle tilgang til vurdering, er KulturMiljø-metoden mere statisk, idet målet er at lave en antikvarisk, museal bevaring af kulturarven i landskabet og i byerne. Metoden er endnu ikke videnskabeligt publiceret men tager sit udgangspunkt i en etnologisk funderet metodisk og begrebsmæssig tilgang (Carlberg m.fl. 2003; Slyngborg 2018).


Også Kulturmiljø-metoden kan ses som et bud på at introducere strategisk planlægningsteori i arbejdet med kulturarven, selvom metoden primært understøtter en meget traditionel og snæver analytisk strategisk tilgang, hvor få udvalgte faglige aktører på et politisk mandat gennemfører en meget resultatorienteret proces, der skal opfylde en række lovbestemte og institutionaliserede målsætninger. Andre aktører og positioner – herunder en bredere borgerinddragelse – er ganske vist en mulighed, der nævnes i metoderne, uden at der dog peges på, hvor andre aktører skal inddrages, hvilket antyder en proforma proces, der skal spare tid og sikre et forudsigeligt resultat (Sehested 2009; Hall 1988).


Selvom begge metoder fremstilles som dynamiske, der kræver en løbende revurdering, fordi vores syn på historien og selve områdernes udvikling hele tiden er dynamisk, er det målet for begge metoder at de samme agenter løbende skal foretage revurderinger af de samme kulturmiljøer ud fra de samme vurderingsparametre. Sandsynligheden for, at man ved en revurdering kommer frem til samme resultat, forekommer derfor oplagt i kraft af en klar stiafhængighed (Albrechts 2017).


Det gælder netop for begge metoderne, at de tager udgangspunkt i en identificering, afgrænsning og udpegning af kulturmiljøer, som blev foretaget – ofte med et helt andet sigte – i 1970’erne og 1980’erne af særligt strukturer i landsbyerne og deres omliggende landskaber. Dermed fastholder begge metoderne et meget traditionelt historiesyn, som ganske vist kan være berettiget, men ikke grundlæggende bliver udfordret gennem dette arbejde.


Endeligt placerer begge metoder ansvaret for den videre proces hos i første omgang kommunerne, men i sidste ende vil det være eksterne aktører; borgere, ejere og developere, der skal omsætte udpegningerne og deres mål for bevaring i praksis. Metoderne forholder sig kun sparsomt til denne afgørende del af processen, hvor der allerede er lagt nogle klare rammer for stedernes muligheder for videre udvikling. Det er i denne sammenhæng måske tankevækkende at en række af de medvirkende museer og kommunale forvaltninger påtænker at udflytte deres egne virksomheder fra nogle af de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer, som de selv har stået for udpegningen af, fordi rammerne bliver for snævre, uden at det giver anledning til revurdering af stedernes bevaringsværdighed.


Martin Zerlang har i sit arbejde med Frederiksværk haft en anden og langt bredere tilgang. Her har man netop forsøgt at løfte opgaven omkring bevaring af et kulturmiljø i stor forandring gennem ved i stedet at gennemføre en målrettet identitetsproces med inddragelse af en række andre aktører og positioner i identitetsudviklingen (Zerlang 2018).


Udgangspunktet for arbejdet med den traditionelle og unikke industriby Frederiksværk har grundlæggende været det samme som for andre bevaringsværdige kulturmiljøer i Danmark og danske byer med en særegen historie. Der har gennem en lang årrække været gennemført en række bygningsfredninger af enkeltstrukturer, og dele af det oprindelige produktionsmiljø med kanonstøberiet som hovedattraktionen har været udpeget som kulturmiljøer. Her er det imidlertid ikke kommunen og det lokale museum, der har været de drivende kræfter. Frederiksværk har i mange år været en industrihistorisk darling for mange arkitekter og historikere, og allerede i 2003 blev Frederiksværk anerkendt som ét af Danmarks 25 vigtigste industrielle kulturmiljøer af Slots- og Kulturstyrelsen (Jørgensen 2007).


Det blev dermed statslige myndigheder, der ud fra en generel national afvejning af interesser og historier valgte, at Frederiksværk er noget særligt, og at byens mange lag i industrihistorien skal bevares i bybilledet, der ellers er under massiv omdannelse som følge af økonomiske og erhvervsstrukturelle forandringer. En del af de klassiske bygninger var på dette tidspunkt allerede revet ned eller var i en meget dårlig forfatning, og byens karaktér var under forandring fra aktiv industriby til en uafklaret fremtidig status. Industribyen var ikke længere som funktion og økonomisk/social entitet eller nødvendigvis i indbyggernes bevidsthed. Til gengæld levede industribyen som kulturminde i bedste velgående i faglige kredse.


For at fastholde karaktéren af industriby og skabe en udvikling og fornyet lokal identitet som sådan, satte Kulturarvsstyrelsen sammen med RealDania en proces i gang, som med tiden skulle omdanne byen til en ny funktion og karaktér men med fastholdelse af en række af dens oprindelige æstetiske og strukturelle karaktértræk (Zerlang 2018; Jørgensen 2007). Litteraten Martin Zerlang blev engageret i denne proces med dels at afdække byens særlige kulturhistoriske træk, dels at skrive et konkurrenceprogram og endeligt med at operationalisere og realisere tankerne for fastholdelse af byens historie og historiske identitet.

Zerlang valgte i denne sammenhæng en meget anden tilgang end traditionelt. Selvom denne tilgang ganske vist står på skuldrene af identificeringen af nogle af de klassiske, bygningshistoriske, æstetiske og kulturhistoriske værdier, tilføjer den nye lag af kilder til kortlægning og værdisætning af byen. Zerlangs tilgang var i denne sammenhæng at knytte steder og historier sammen ud fra en vurdering af, at historien bedst (kun) udfolder sig, når den finder sted; altså når en given fortælling kan knyttes til et konkret sted, hvorved begge dimensioner udfolder ny betydning i et samspil med hinanden (Zerlang 2018). I sin tilgang trækker Zerlang samtidig på inspiration fra andre faglige traditioners måde at anskue byen på i forhold til både historiske fortællelag, skala og betragtningsvinkler, som afdækker nye og upåagtede perspektiver på byen, når den ses oppefra, udefra, gennem kunsten og i dens reelt levede liv (de Certeau 1984).


Vejen til at afdække historier og knytte dem til steder skete gennem en række fremstillinger af byen, som normalt kun ville blive anvendt som historiske kilder til rekonstruktion af en tabt fortid og ikke i deres performative aspekter som udtryk for en tolkning og prioritering af byens fortid. Litterære fremstillinger, kunstneriske gengivelser samt tolkninger og beretninger anvendes i flere sammenhænge (eller forkastes aktivt) som kilder til rekonstruktion, men de færreste kulturmiljøvurderinger inddrager aktivt disse kilder til en identitetsmæssig rekonstruktion eller til at skabe en parafrase over byen, som bringes ind i fremtiden.


Zerlangs kunst- og litteraturhistoriske tilgang bidrager med en helt ny dimension til kulturbevaringen efter danske forhold, som ellers kun er set i fornyelsen af eksempelvis herskabelige boliger og parkanlæg, som til gengæld har bibeholdt deres oprindelige funktioner og ikke har skullet genopfindes, som det har været tilfældet med Frederiksværk (Zerlang 2012, 2018).


Også Zerlangs og arbejdsgruppens procesmæssige tilgang er en fornyelse af denne type projekter i dansk sammenhæng, idet den med inddragelse af et meget bredt spektrum af aktører og positioner i en løbende vekselvirkning mellem kortlægning, idégenerering, planlægning og implementering har været en lærende strategisk planproces, som både har skullet skabe konkrete resultater og sikre en forankring og identitetsudvikling i såvel byrummet som hos beboerne (Zerlang 2018). Tilgangen kan ses i sammenhæng med den lærende strategiske planlægnings grundtanke om, at steder og deres kvaliteter ikke er noget, der blot findes og venter på at blive opdaget, men at de skal opstå og udvikles gennem sociale og politiske kognitive processer (Sehested 2009; Healey 2008). Hertil lægger Zerlang så et lag af opdyrkning af kunstneriske og æstetiske værdier (Zerlang 2018).


Resultatet er stadig – og det er Zerlang sig naturligvis bevidst (Zerlang 2018) - en normativ konstruktion af en virkelighed, som ikke længere er, men som man ønsker repræsenteret i byrummet og i folks opfattelser som udgangspunkt for byens fremtidige funktioner og identitet. Om dette projekt lykkes er for tidligt at vurdere. Dertil er der stadig en række ubekendte faktorer, som endnu mangler at blive udfoldet; ikke mindst, hvad byens funktioner i forhold til sine omgivelser fremover skal være. Men projektet idé er også, at det skal lægge grundkimen til ny inspiration og nye fortællinger, som skal videreudvikle byens identitet (Zerlang 2018).




Det meget fine kulturmiljø omkring Flyvestation Avnø er et beskæmmende eksempel på, hvordan bevaringsværdige kulturmiljøer også af rent myndighedsmæssige årsager kan gå tabt. Flyvestationen var et statsligt område, der ikke var tilgængeligt for offentligheden. Da flyvestationen i 2004 blev nedrevet, skete dette derfor også uden nogen opmærksomhed fra hverken kommune eller det lokale museum. Som statsligt museum med ansvar for Flyvevåbnets historie, kunne Tøjhusmuseet intet stille op, fordi den faste kulturarv ikke var museets ansvar.




Kritikken eller i det mindste skepsissen overfor den tilgang, som Frederiksværk og andre steder, som eksempelvis Fredericia vælger, ligger lige for og afhænger netop af, i hvor høj grad øvelsen med at skabe en ny rumligt funderet identitet viser sig at lykkes. Lykkes det ikke at fastholde/genskabe en identitet gennem en lokal forankring med et kulturelt drevet liv, vil der blot være tale om, som Sharon Zukin udtrykker det;pacification by cappucino (Zukin 2012); en kulturmiljøudpegning eller områdeforskønnelse, der skal pacificere befolkningen i en døende by gennem tomme kulturelle og intellektuelt bårne indslag.


En tilsvarende skepsis og forudsigelighed finder man også hos Rem Koolhaas. Han ser netop byer som Frederiksværks tilgang som en forventelig reaktion i en generisk, uddøende provinsby, der griber efter de oplagte unikke værdier i et forsøg på at skabe en fortælling, der kan bryde med byens generiske udtryk (Koolhaas 1995). Samtidig ser han det som en forudsigelig politisk motiveret gestus, der besegler byens fremtid og overflødiggør al anden nytænkning eller nyskabelse i byen (Koolhaas og Otero-Pailos 2014). I Frederiksværks tilfælde er der tilmed ikke engang tale om en lokal – men en national politisk gestus.


Rem Koolhaas og Sharon Zukin ser generelt en række udfordring ved vores måde at håndtere vores kulturarv på og ikke mindst den type af kommercialisering af kulturarv og kulturtilbud, som man finder i

mange byer (Zukin 2012; Koolhaas 1995). Begge ser de en tendens til, at kommercialiserede udgaver af kulturarven i form af historiske, identitetsbærende, symbolske bygninger og gader og tilmed monumenter og museer kommercialiseres på en måde, hvor deres identitet mister forbindelsen til og forankringen i stedet og derved fremmedgør de, der lever i de historiske miljøer i stedet for at udgøre grundlaget for en lokal identitet. Kultursporene skaber sociale rum med en fælles fortælling, men kommercielle interessers påvirkning – eller ligefrem overtagelse – af kultursporene medvirker til, at også de sociale rum kommercialiseres, hvilket igen kan medføre, at de tiltænkte brugere af disse rum mister medejerskabet og ansvarsfølelsen, og rummene overlades til specialiseret kulturforbrug, der ofte retter sig til udefrakommende brugere, der sætter helt nye krav og dagsordener for områdernes udvikling. (Zukin 2012).


Zerlangs lærende strategiske planlægningstilgang søger netop at kompensere for en udvikling, hvor Frederiksværks indbyggere faktisk kommer til at miste ejerskabet til identitetsbærende kulturmiljøerne i stedet for at understøtte dem. De tiltænkte brugere af det endelige resultat af fornyelsen er dog kun i begrænset omfang inddraget i processen, der som udgangspunkt er retrospektivt bagudskuende og særligt forholder sig til de brugere af byrummet, som allerede findes og mindre til de brugere, som tænkes at være i fremtiden. Tilgangen savner her på mange måder en bredere visionsudvikling, der også rummer visioner for økonomisk, erhvervsmæssig og bosætningsmæssige aspekter i en bredere regional ramme, som eksempelvis Albrechts og Healey ser som en forudsætning for en bæredygtig udvikling af byen og dens relationer til andre byer (Albrechts, Healey, og Kunzmann 2003; Healey 2008).


Her spiller kommunernes rammesætning for den strategiske udvikling en afgørende rolle (Sehested 2009; Albrechts 2017). For mens mange kommuner i stigende grad benytter sig af strategiske planlægningsværktøjer i den rumlige planlægning, er samspillet til andre dele af kommunens strategier og visioner ofte svage eller helt fraværende af organisatoriske eller fagtraditionsmæssige årsager, med det resultat, at planlægningen ikke er tilstrækkeligt dynamisk og aldrig når sin fulde rækkevidde (Sehested 2009). Dette gælder herunder også i samarbejdet med museerne om sikringen af den faste kulturarv, hvor det afgørende samarbejde mellem kommuner og museer savner en nærmere integration og vision.


De forskellige normative tilgange i samspillet mellem den administrative kommunale og den museale, kulturhistoriske/arkitektoniske planlægningsteori kan ses som den væsentligste fremtidige udfordring i at operationalisere arbejdet med kulturarven, som dermed kan vise sig at blive sin egen værste fjende, fordi udpegningerne fikserer afgørende dele af vores byer og landskaber i uafstemte værdiopfattelser, uden at der er introduceret planlægningsprocesser, der kan kompensere for forskellighederne i positionerne.


Museerne viser med lanceringen af de to nye kulturmiljøværktøjer, at de er bevidste om behovet for fornyelse – om end ikke et egentligt paradigmeskift (Sehested 2009) i deres deltagelse i den operationelle håndteringen af kulturarven i byerne og i landskabet (Slyngborg 2018). Fornyelsen foregår imidlertid indenfor en meget snæver institutionel ramme på flere områder. Dels sker nytænkningen i vid udstrækning stadig indenfor den traditionelle museale intellektuelle ramme, hvor etnologer og historikere med deres faglige udgangspunkt vurderer vores kulturarv ud fra en rent dokumentations- og bevaringsmæssig målsætning, og blandt andet ressourcehensyn gør det mindre sandsynligt, at denne faglige kreds udvides. Samtidig ligger der hos museerne en generel tilbageholdenhed mod dels aktivt at agere på ”fremmed jord” og dels at anvende ressourcer på initiativer, der fysisk (og økonomisk) ligger udenfor den ”museale betalingsring”, der starter ved billetsalget. Økonomiske og organisatoriske hensyn betyder, at museerne selv bidrager til, at kulturarven bliver en vare, som sammen med andre attraktioner kun bliver solgt fra de autoriserede monumenter, der til gengæld tegner byrummet mere og mere, som Sharon Zukin påpeger (Zukin 2012).


Museerne ser dermed sig selv som enten økonomiske aktører eller som distancerede iagttagere af kulturarven. Og selvom danske museer i disse år arbejder målrettet og nytænkende med borgerinddragelse, co-creation og identitetsskabelse, er det langt hen ad vejen kun inde på selve museet, at dette tænkes. Målsætningerne for den igangværende fornyelse af museernes forvaltningspraksis på kulturmiljøområdet viser med al tydelighed, at museerne ikke er sig helt bevidste om, at deres autoritative udpegning af kulturmiljøer lægger betydelige – ofte ufravigelige (Ashworth 2017) – spor for byernes udvikling og fremtidige udtryk.




Konklusion


I Danmark har vi en lang og fin tradition for at sikre vores kulturarv i byerne og i landskabet gennem både bygningsfredning og gennem andre bevarende, administrative instrumenter. Som det imidlertid fremgår af ovenstående, er kulturarven en normativ konstruktion (Harvey 2008), (Ashworth 2017), som i forskellige kontekster beriges med en historiefortælling (Zerlang 2018), (Koolhaas og Otero-Pailos 2014), (Rossi og Eisenman 1982). Det er ikke entydigt, hvad der forstås ved kulturarven, selvom kulturarvens beskyttelse er bestemt i lovgivningen. Hvad bevarer vi, for hvem og i hvilken form? Og hvordan understøtter den bevarede kulturarv byernes udvikling og identitet? (Koolhaas 1995) Og er det overhovedet et ønske, at kulturarven skal have den funktion? (Zukin 2012)


Både SAK-metoden og den tilsvarende afledte KulturMiljø-metode er for nyligt blevet introduceret for at give mere præcise redskaber for de myndigheder, der ifølge lovgivningen har til opgave at sikre kulturarven. Begge metoder forsøger på den ene side at tilgodese de myndighedsmæssige krav om at udpege og sikre en bredere defineret bevaringsværdig kulturarv i byerne og i landskabet, som blev introduceret i løbet af 1980’erne og 1990’erne (Carlberg m.fl. 2003).


På den anden side forsøger metoderne at kompensere for, at lovgivningen hverken sætter mål eller anvisninger for udpegning og bevaring af kulturværdierne og derfor efterlader arbejdet i et tomrum, som de primære aktører forsøger at udfylde ud fra hver sine snævre, faglige forudsætninger og enstrengede myndighedsmæssige ansvar. Resultatet af begge metoder er en analytisk, operationel forvaltningspraksis (Bryson 1988), som i vid udstrækning netop ikke formår at blive andet end en forvaltningspraksis, der skal tjene snævre institutionelle formål. Begge metoder efterlader således en række uafklarede aspekter, der gør udpegning og bevaringen af kulturarven vanskelige at operationalisere i et bredere tematisk og geografisk perspektiv med inddragelse af flere agenter med flere positioner, herunder borgere, ejere, developere og andre kommercielle aktører (Sehested 2009).

Denne analyse peger særligt på tre områder, hvor de to standardiserede metoder kun delvist formår at leve op til en moderne lærende (Albrechts, Healey, og Kunzmann 2003) eller dynamisk (Healey 2008), (Sehested 2009) strategisk planlægning:


  • Præciseringen og udpegningen af bevaringsværdig kulturarv tager udgangspunkt i eksisterende intellektuelle historieopfattelser og sker i et meget snævert fagligt forum med en begrænset inddragelse. Metoderne kompenserer derfor kun begrænset for den iboende normativitet.

  • Udpegningerne sker med et snævert bevaringsmæssigt sigte, som dermed kun tilgodeser nogle få (institutionelle) agenter i et primært tilbageskuende perspektiv.

  • Der er som udgangspunkt i metoderne ikke noget performativt, kommunikativt eller lærende aspekt i de anvendte udpegningsprocesser, hvorved der ikke sikres et bredere medejerskab (eller blot et simpelt kendskab) til den valgte kulturarv eller diskussioner af kulturarvens fremtidige former.


I den modsatte ende af spektret ser man en anden og langt bredere tilgang i Martin Zerlangs arbejde med Frederiksværk med udgangspunkt i en inddragelse af litterære og billedelige fremstillinger. Her arbejdes målrettet med en alternativ strategisk analytisk tilgang, der kan bidrage med helt nye perspektiver på den strategiske kulturbevaring i byerne og i landskabet.


Selvom Zerlangs tilgang er en forfriskende fornyelse i en ellers meget statisk begrebsopfattelse, lider metoden dog fortsat under at være begrænset inddragende og fremfor alt i at tage udgangspunkt i en prædetermineret historieopfattelse af Frederiksværk som en tidligere industriby, der gennem omfattende greb fastholdes i en historie, der måske ikke længere er relevant for byen og en stor del af dens borgere.

Den danske planlægnings- og forvaltningspraksis lever fuldt op til sit formål med at sikre en kulturarv, der kan bidrage til at definere og fremfor alt fastholde byernes og landskabernes historisk betingede identiteter for eftertiden. Spørgsmålet er, om det er den identitet, som også kommuner og fremtidens borgere ønsker for byerne og for landskabet.




Anvendt litteratur

Albrechts, Louis. 2017. “Some ontological and epistemological challenges”. Situated practices of strategic planning. An international perspective, 1–11. Albrechts, Louis, Patsy Healey, og Klaus R. Kunzmann. 2003. “Strategic spatial planning and regional governance in Europe”. Journal of the American Planning Association 69 (2): 113–129.

Ashworth, G. J. 2017. The Construction of Built Heritage: A North European Perspective on Policies, Practices and Outcomes. Routledge. BARK. 2016. Potentialevurdering af kulturmiljøer. Metodebeskrivelse. 3. udg. Bekendtgørelse af lov om planlægning. 2018. https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=200614.

Bekendtgørelse af museumsloven. 2014. Bryson, John M. 1988. “A strategic planning process for public and non-profit organizations”. Long Range Planning 21 (1): 73–81. https://doi.org/10.1016/0024-6301(88)90061-1. Carlberg, Nicolai, Nicolai Carlberg Søren Møller Christensen, Kristian Kristiansen, Eske Wohlfahrt, Carsten Paludan-Müller, og Erland Porsmose. 2003. Kulturmiljø: mellem forskning og politisk praksis. Museum Tusculanum Press. Certeau, Michel de. 1984. Walking in the city. The Practice of Everyday Life, chap. 7, trans. Steven Rendall. Berkeley: University of California Press. Hall, Peter. 1988. “The city of theory”. The city reader, 391–393. Harvey, David. 2008. “The right to the city”. New left review 53. Healey, Patsy. 2008. Urban Complexity and Spatial Strategies. Towards a Relational Planning for Our Tme.London. Jacobs, Jane. 1958. “From The Exploding Metropolis (1958) by the Editors of Fortune”, 8. Jenkins, Gwynn. 2008. Contested Space: Cultural Heritage and Identity Reconstructions : Conservation Strategies Within a Developing Asian City. LIT Verlag Münster. Jørgensen, Caspar. 2007. Industri, Industri - 25 stk. dansk kulturarv. 1. udg. Gads Forlag. Koolhaas, Rem. 1995. The generic city. Sikkens Foundation. Koolhaas, Rem, og Jorge Otero-Pailos. 2014. Preservation is Overtaking Us.

Kristiansen, Kristian. 2003. “Forskning, forvaltning, politik - kulturmiljøbegrebets historie som eksempel”. IKulturmiljø: mellem forskning og politisk praksis. Moore, Dr Niamh, og Dr Yvonne Whelan. 2012. Heritage, Memory and the Politics of Identity: New Perspectives on the Cultural Landscape. Ashgate Publishing, Ltd.

Ostenfeld Petersen, Simon, og Mogens A. Morgen. 2018. SAK. Screening af kulturmiljøer. Metodevejledning. Arkitektskolen Aarhus. Rossi, Aldo, og Peter Eisenman. 1982. The architecture of the city. MIT press Cambridge, MA. Sehested, Karina. 2009. Evaluering af kommuneplanstrategier. Notat 1: Litteraturstudie om strategisk plan- lægning. Arbejdsrapport Skov & Landskab 61.

Skov og Naturstyrelsen. 2003. Kulturmiljøet i kommunernes planlægning - til inspiration. København. Slyngborg, Mette. 2018. KulturMiljø-metoden. Udpegning og afgrænsning af kulturmiljøer i planlægningen. Sydvestjyske Museer. Zerlang, Martin. 2012. Kultur. I litteratur. Introduktion til teori og analyse. Aarhus. ———. 2018. “Stålsat By: Om arkitektur og kultur, belyst ved Frederiksværk”. Architectura 40: 112–128. Zukin, Sharon. 2012. “Whose culture? Whose city?” I The urban sociology reader, 363–371. Routledge.



31 visninger
PlanScape_logo_khaki.png

© 2016-2020 PlanScape

PlanScape

Højen 22, Trællerup

DK-5330 Munkebo

Tel: +45 22 99 90 45

  • Grey Facebook Icon
  • Grå LinkedIn ikon
  • Grey YouTube Icon
  • Grey Twitter Icon